Flykaprere har forladt Afghanistan
Afghanistans regerende Taleban-milits meddelte lørdag, at de fem flykaprere, der fredag løslod 160 mennesker efter et ugelangt gidseldrama, har forladt Afghanistan.
Samtidig med at Indien fejrede afslutningen på gidselaffæren, begyndte kritikken at hagle ned over den indiske regering for at gå ind på nogle at flykaprernes krav og løslade tre militante muslimske separatister fra Kashmir-provinsen.
Lørdag var det uklart, hvor de løsladte flykaprere befandt sig. Siden de fem fredag eftermiddag forlod lufthavnen i Kandahar sammen med de tre løsladte terrordømte indiske muslimer, de havde fået i bytte for gidslerne, har deres opholdssted været et mysterium. Taleban-styrets melding om at de fem kaprere og de tre løsladte havde forladt landet, var da også lidt uklar: - Vi ved ikke, hvor de fem er for øjeblikket, sagde en talsmand for Taleban-styret i Afghanistan.
Kilder i Indien citerede lørdag en højtstående Taleban-repræsentant i USA for, at både gidseltagerne og de tre frigivne, muslimske separatister er på vej til Pakistan.
Flykaprere menes at være separatister
De fem flykaprere menes at være separatister fra det omstridte Kashmir-område mellem Pakistan og Indien - ligesom de tre frigivne separatister er det. Dele af den overvejende muslimske befolkning i Kashmir ønsker løsrivelse fra det overvejende hinduistiske Indien.
"Det er ikke helt kendt, hvor de er på vej hen. Men siden intet andet land vil tage imod dem, er det eneste gæt, at de er på vej mod Pakistan," sagde Hakim Abdul Mujahid, der er Talebans repræsentant i USA ifølge den indiske Internet-kanal Rediff-on-the-Net.
Det ugelange drama, som dækkede fem lande og kostede ét menneskeliv, sluttede fredag, da de fem muslimske kaprere forsvandt ud af lufthavnen sammen med en repræsentant for Taleban-styret og de tre muslimske kaprere. De tre var få timer før ankommet til Kandahar i det sydlige Afghanistan sammen med den indiske udenrigsminister, Jaswant Singh.
Gidsler modtaget med jubel i New Delhi
Jaswant Singh ledsagede herefter de frigivne gidsler til Indien, hvor de blev modtaget i hovedstaden New Delhi med jubel kort før nytårets komme. Men indiske aviser hældte lørdag malurt i det bæger, som frigivelsen var blevet fejret med.
"Det hele synes at være endt med, at disse mænd (flykaprerne - red.) har tvunget en regering, en hel nation i knæ," skrev avisen Indian Express.
Kilder i indisk militær og politi, de normalt er yderst loyale over for de siddende regeringer, angreb lørdag i klare vendinger politikerne for beslutningen om at handle med flykaprerne: - Det er en bitter pille at skulle sluge - meget demoraliserende. Det synes, at regeringen tror på bløde løsninger, mens vi kæmper mod en velorganiseret terrorist-bevægelse, sagde en højtstående politi-officer lørdag til det franske nyhedsbureau AFP.
Kaprere reducerede krav
På et tidspunkt havde de muslimske flykaprere krævet en løsesum på 200 mio. dollars (1,4 mia. kr.) og frigivelse af 36 fængslede militante muslimer, men nøjedes til slut med at få frigivet tre mænd.
Ifølge flere af de løsladte gidsler blev kaprerne angiveligt forsynet med våben, efter at flyet var landet i Kandahar. Ifølge flere indiske aviser havde gidseltagerne kun knive, pistoler og én håndgranat:
"Da flyet stod i Kandahar, fik flykaprerne pludseligt flere pistoler og håndgranater. Jeg så en af flykaprerne, der bar et stort antal håndgranater," sagde Chandra Prakash Chabbare, et af de løsladte gidsler.
Et andet gidsel, der i aviserne er navngivet som Rajiv, sagde, at flykaprerne og repræsentanter for Taleban-styret i Afghanistan omgik hinanden helt "utvungent".
Taleban tager officielt afstand
Hverken Taleban-styret eller de indiske myndigheder havde lørdag kommenteret avisernes oplysning. Officielt har Taleban-styret taget afstand fra flykaprerne og har hele tiden forlangt, at de forlader landet hurtigst muligt.
Det indiske fly blev kapret juleaften undervejs fra Kathmanu i Nepal til New Delhi i Indien. Efter landinger i Pakistan og De Forenede Arabiske Emirater, hvor en del af passagererne blev frigivet, ankom det lørdag til Kandahar, hvor dramaet sluttede.
/ritzau/