Krig om nazirockens millionindtægter

Danmark har de seneste måneder været vidne til gennemførelsen af en stribe stærkt racistiske og antisemitiske rockkoncerter arrangeret af en international, nynazistisk bevægelse ved navn Blood & Honour. At Blood & Honour nu har kastet sin kærlighed over Danmark er blot endnu et bevis på, at denne ekstremt voldelige bevægelse er blevet sejrherren i en lang og blodig krig mellem højreekstremistiske musikselskaber i Storbritannien, USA og Skandinavien om, hvem der skal beherske den internationale nazirockscene.

De danske nazirock-koncerter er arrangeret af Blood & Honour Denmark. Siden denne aflægger af den internationale Blood & Honour-bevægelse så dagens lys 31. oktober sidste år, er det foreløbig lykkedes disse danske nynazister at arrangere seks koncerter rundt om i danske småbyer.

- Krigen mellem de nazistiske musik- og koncertselskaber er i princippet overstået. Derfor ser man nu, at Blood & Honour begynder at optrappe sine aktiviteter rundt om i Europa. Og altså også i Danmark, forklarer Peter Karlsson, en svensk journalist, der er en af de mest indsigtsfulde iagttagere af den internationale nazirock-scene, og antageligt derfor i maj i år blev hårdt såret ved et bilbombeattentat i Stockholm.

Krigen startede i midten af 1990erne. På den ene side stod Blood & Honour i England, der var kontrolleret af den stærkt voldelige højreekstremistiske gruppe Combat 18. På den anden stod det svenske nynazistiske musikselskab Nordland og dets amerikanske søsterselskab Resistance.

Striden drejede sig om, hvem der skulle have kontrollen med indtægterne fra dels de titusinder af cd'er, som de mange europæiske og amerikanske nazirock-bands årligt producerede, dels indtægterne fra de mange, ofte hemmelige nazirock-koncerter, der siden midten af 1990erne har tiltrukket tusinder af unge mennesker til det nynazistiske miljø.

Mens Combat 18-folkene i England fremme i 1995 havde haft held til totalt at underlægge sig den engelske nazirock-scene, begyndte de, med deres Blood & Honour-selskab som løftestang, også at søge at undertvinge sig den blomstrende nazirock-scene i Sverige.

Her mødte de imidlertid modstand fra Nordland-selskabet, der var kendetegnet af en mindre militant linie end Blood & Honour.

- Eksempelvis tog Nordland i selskabets musiktidsskrifter afstand fra mordet på den 14-årige John Hron, forklarer en anden svensk nynnazisme-ekspert, David Lagerlöf, der er chefredaktør for Sveriges førende antinazistiske tidsskrift, Expo.

- Nordland ønskede at være mere "mainstream" og ræsonnerede, at man nok ikke vil kunne vinde markedsandele ved at støtte børnemordere, siger Lagerlöf med henvisningen til mordet i byen Kode i august 1995, hvor fire nynazister først torturerede den unge Hron til at sige, at han elskede nynazismen, hvorefter de druknede ham i en sø.

Imidlertid trådte en ny person nogenlunde samtidig ind på den svenske nazirock-scene. Han hed Erik Blücher, var nordmand og tidligere mangeårig leder af nynazistbevægelsen i Norge.

I Helsingborg stiftede Blücher et fremgangsrigt nazirock-selskab, Ragnarock Records. Og til dette knyttede han en ung dansk nynazist af østtysk herkomst ved navn Marcel Schilf. I Danmark havde Schilf i forvejen cd-selskabet NS Records, og snart skulle han danne endnu et selskab, NS88, der nærmest skulle få monopol på produktion af videobåndoptagelser af nazirock-koncerter afholdt rundt om i hele Europa.

- Blücher og hans folk, der i øvrigt havde forbindelse til Hron-morderne, tog hurtig kontakt til Combat 18-folkene i England. Og inden længe optrappedes striden med det mere moderate Nordland, som af Blücherfløjen blev kaldt "nazistiske monopolkapitalister", forklarer Lagerlöf.

Imidlertid var Blücher og hans selskab ikke selv bleg for at skumme fløden fra den ekspanderende nazirock-scene i Skandinavien.

- Alene de første ni måneder af 1996 fremstillede Ragnarock Records 20.000 cd'er. Hver enkelt cd kostede cirka otte kroner at fremstille, indklusiv omslag og forsendelse (fra de hemmelige produktionssteder i udlandet, red.). Og hver cd solgtes for mellem 129 og 139 kroner. Det er alt i alt ganske mange penge. Især når disse selskaber blæser på at betale skat, forklarer Peter Karlsson, der bl.a. har bistået den svenske efterretningstjenste, SÄPO, med kulegravningen af nazirock-miljøet.

I England var Combat 18 samtidig i 1996 kommet i de britiske myndigheders søgelys, hvilket bl.a. resulterede i indre magtkampe i gruppen. Combat 18-medlemmet William Browning, der var en kendt nazirock-musiker, overtog i forlængelse af magtkampene Blood & Honour-selskabet og knyttede et nyoprettet musikselskab, ISD Records, til selskabskonstruktionen.

ISD Records skulle være flagskibet i Combat 18's Blood & Honour-bevægelse. Og som følge af presset fra de britiske myndigheder besluttede Browning at undersøge mulighederne for at flytte ISD Records til Skandinavien - gerne Danmark.

I oktober 1996 rejste Browning til netop Danmark, hvor han i Nivå havde samtaler med en dansk nynazist ved navn Thomas Derry Nakaba. Nakaba havde et år tidligere brudt med Danmarks National-Socialistiske Bevægelse (DNSB) i Greve og var nu formand for en hemmelig Combat 18-afdeling i Danmark.

Under besøget i Nivå blev Nakaba overtalt til at rejse til Sverige og afsende tre brevbomber til Combat 18s fjender. En af brevbomberne skulle sendes til en nazirock-musiker i England ved navn Brad Hollinby. En anden til et nazirocktidsskrift i Skotland ved navn Highlander. Begge tilhørte Nordland-fløjen i den eskalerende nazirock-krig.

Som belønning for afsendelsen af brevbomberne blev Nakaba lovet eneretten i Danmark på distributionen af ISD Records cd'er.

Nakaba takkede ja. Han sendte brevbomberne fra Limhamn i Skåne 17. januar 1997 - uden at vide, at han blev overvåget af den svenske efterretningstjeneste. Dagen efter blev Nakaba anholdt i sit hjem i Nivå. Under en anholdelsesaktion, hvor det lykkedes ham at skyde en politimand i benet.

Måneden efter resulterer krigen dog i et drab. I den engelske by Harlow blev et Combat 18-medlem, Christopher Castle, lokket i baghold og knivdræbt af et andet af gruppens medlemmer - Martin Cross, en guitarist fra en Blood & Honour-bevægelsens mest sælgende bands, No Remorse.

Som led i Combat 18s interne strid, blev mordet forsøgt hængt op på William Browning, men i sidste ende blev Cross og hans medsammensvorne, Combat 18-lederen Charlie Sargent, dømt for mordet. Begge fik livsvarig fængsel.

Dette fik ikke Combat 18s fæller i Sverige til at nedtrappe deres aktiviteter i nazirock-krigen. Thomas Nakabas brevbombkampagne havde været en fiasko. Men en ung, svensk Combat 18-tilhænger, Niklas Löfdahl, tog fat, hvor den danske nynazist slap.

I Erik Blüchers og Marcel Schilfs musikindspilningskompleks i Helsingborg fremstillede Löfdahl to brevbomber. Den ene blev i maj 1997 sendt til Nordlands ledende mand i Sverige, Per-Anders Johansen. Den eksploderede på en postterminal i Göteborg uden at forårsage personskade.

Større dønninger skabte imidlertid den bombe, han havde afsendt to måneder forinden. Ikke, at den eksploderede. Det gjorde den ikke. Den blev opsnappet af et postkontor i Stockholm. Men fordi den var adresseret til Sveriges justitsminister, Laila Freivalds.

Årsagen til, at Freivalds var brevbombemålet, skal muligvis søges i, at hun i november 1996 havde gjort sig grundig upopulær i nazirock-kredsene ved at beordre en efterforskning iværksat af den produktion af racistiske og antisemitiske cd'ere, som bl.a. norske Erik Blücher og dansk-tyske Marcel Schilf hidtil uhindret havde styret fra Helsingborg.

Hvis ikke de svenske myndigheder frem til da havde brugt kræfter på at kigge på nazirock-miljøet i Sverige, så gjorde de det ihvertfald i kølvandet på attentatforsøget mod den svenske justitsminister.

- Kræfterne blev sat ind på at stoppe de mange nazirock-koncerter, forklarer Expos David Lagerlöf.

- Men paradoksalt nok blev disse altovervejende arrangeret af Nordland - ikke af Combat 18s allierede omkring Erik Blücher og hans Ragnarock Records, tilføjer han.

Myndighedernes indsats mod koncerterne knækkede i løbet af 1998 Nordland-selskabet økonomisk. Dette førte til, at dette selskab - det moderate i nazirock-krigen - kastede håndklædet i ringen.

I februar i år rykkede Combat 18 sit Blood & Honour-flagskib, ISD Records, til Skandinavien. Mens det har fået hjemsted i Danmark - på en adresse i Hillerød stillet til rådighed af Marcel Schilf - styres det reelt fra Erik Blüchers nazirock-imperium i Helsingborg.

Flytningen var det første skridt til oprettelsen af eet, stort enerådende nazirock-selskab i Europa. Det har fået navnet Blood & Honour Records.

Samtidig har det slagne Nordland accepteret at bøje sig for den radikalisering af det nynazistiske miljø, som Erik Blücher og hans folk står for.

- Nu, hvor krigen er ovre, samarbejder Nordland og Ragnarock. Nu står de begge for samme militante linie. I det seneste nummer af Nordlands tidsskrift er der et billede af en jøde med skudhul i panden. Det havde været utænkeligt tidligere, forklarer Peter Karlsson, der fortsat har mén af bilbombeattentatet mod ham.

Hos Expo ser David Lagerlöf resultatet af nazirock-krigen som en sejr for den gamle norske nynazist og hans drømme om en fælles, samlet europopæiske nazistbevægelse.

- Nu er Blücher ved at opbygge det europæiske naziparti, som han har drømt om siden sine unge dage tilbage i Norge, siger Expo-redaktøren.

Blood & Honour-bevægelsen, der i dag reelt styres fra Helsingborg, har på det seneste fået underafdelinger i Norge, Finland, Grækenland, Tyskland og Serbien - foruden Danmark.

På samtlige nazirock-koncerter i Danmark i år har hovedtaleren været een og samme person: Erik Blücher. Han talte i Sneslev Forsamlingshus i maj. I Kædeby i både juni og august. I Himlingeøje Forsamlingshus i september. Og ved nazirock-koncerten i Torup Forsamlingshus sidste lørdag, hvor han opfordrede de unge koncertgængere til at tage nazirockens budskab "til hjertet" og til siden at udmønte dette budskab "på gadeplan".

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.