Vejen mod krig

Kaos. Vejen gennem Albaniens bjerge til Kosovos grænse er ét langt argument mod landkrig. Og oppe ved grænsen er de fordrevne Kosovo-albanere serbernes bedste værn mod en NATO-invasion.

Alene det kaos på havnen.

Rustne lastbiler, gamle gravkøer, nødhjælpernes firehjulstrækkere og militærkolonner i vild kamp om den støvede plads. Netop som nogle af dem synes at bevæge sig i fælles retning, krydser det gamle tog oppe fra Shkodar terrænet.

Ud fra al fornuft skulle dette virvar i havnebyen Durres på forhånd udelukke en landkrig fra Albanien ind mod Kosovo.

Og så er havnen langtfra det værste.

Hver eneste af de 210 kilometer hullet og delvis sammensunken bjergvej op til Kosovo-grænsen ligner et argument mod at sende en hær ad den rute ind for at stoppe serbernes etniske udrensninger, som halvanden måneds bombninger endnu ikke har kunnet dæmpe.

På en god dag klarer en Mercedes-taxi turen op til grænsen på godt syv timer. De hundredvis af overfyldte busser og traktorer fyldt med flygtninge bruger det dobbelte, og endnu fylder militær-transporterne kun lidt.

Men vejen er og bliver den eneste brugbare gennem venligtsindet område, hvis NATO-styrkerne skal invadere Kosovo. Ovre ved østgrænsen nægter Makedonien at lægge territorium til invasionen.

Og oppe for enden af vejen bruger præsident Slobodan Milosevic sit djævelsk geniale våben: Bølger af fordrevne, der bringer nabolandene til randen af sammenbrud og på samme tid skaber en effektiv blokade mod en NATO-invasion.

Dagligt demonstrerer serberne deres ligegyldighed over for Kosovo-albanernes liv.

En ligegyldighed NATO ikke kan dele. Alliancens tropper må vige for de fordrevne, som både invaderer de arealer, som i givet fald skal bruges til militær opmarch, og spærrer for troppetransporterne gennem bjergene.

Umiddelbart ser de brede røde streger - hovedvejene - på et Albaniens-kort ganske tilforladelige ud. Snoede måske, men ikke værre end så mange andre bjergveje i Europa.

Nede ved havnen ved en lille gruppe danske soldater bedre.

Det Nationale Støtteelement, som den 24 mand store styrke, der skal sørge for en dags spejder-eskadrons forsyninger, officielt hedder, er stationeret i Durres med udsigt til hundredvis af togvogne, der aldrig kommer til at køre igen, men som så meget andet i Albanien venter på tidens forfald.

Spejder-eskadronen opererer i den sydlige del af landet, hvor vejene trods alt er lidt bedre end i nord.

Alligevel sender danskerne ikke de fyldte 10-tons containerbiler op gennem bjergpassene, men kører af sikkerhedsgrunde en omvej for at nå frem til spejder-eskadronens base i Elbasan, fortæller kaptajn Henrik Kjær. Det skal understreges, at han ikke udtaler sig om en militær indsats i tilfælde af krig, men udelukkende fortæller om fredelige transporter under den humanitære operation, NATO nu er involveret i.

To tons udrustning

Hver eneste danske soldat medbringer i gennemsnit to tons udrustning, skønt styrken er en let bevæbnet spejderenhed uden egentlige kampopgaver. Dertil kommer container-emballage samt supplerende vand og mad, der leveres af de franske styrker.

En allieret angrebshær vil formentlig kræve langt mere udrustning pr. mand, og stort alt skal gennem kaos på denne havn, hvorfra vi langsomt baner os ud.

Umiddelbart uden for havneområdet går det galt. En hest med et flyttelæs på bredde med to pansrede mandskabsvogne sætter gennemsnitsfarten de næste 10 minutter hen forbi den italienske flygtningelejr, hvor traktorer og biler uden nummerplader optager halvdelen af den smalle kørebane.

Beboerne inde i lejren må ikke gå ud, og de mange udenfor, som her genser venner og bekendte hjemme fra Kosovo, må ikke komme ind. Gennem det høje ståltrådshegn omfavner de hinanden, udveksler foreløbige adresser og græder sammen over deres mistede hjem.

En punkteret italiensk blokvogn demonstrerer de problemer som venter, når de tunge transporter skal ud på vejen. Kun med besvær kanter minibusserne med nye flygtninge fra nord sig forbi. Kørsel i modsat retning er umulig.

Stenede huller

Uden for Durres får enkelte strækninger med næsten ubrudt asfalt trafikken til at glide. Men sjældent mere end nogle hundrede meter. Så snegler bilerne sig igen gennem stenede huller.

I de nedslidte byer er hovedvejen selve livsnerven, hvor alle mødes, handler og kigger på flygtningeskarernes evige tog, mens får og geder gumler støvet ukrudt i sig og forhutlede hunde snuser efter noget spiseligt.

I Lac blokerer to køretøjer vejen. En død mand skifter - hjulpet af familien - transport fra hestekærre til en minibus med taxi-skilt.

Liget er allerede stift, og det tager tid at få ham bakset ind på midtersædet.

Syd for Lezhe et halvt hundrede kilometer og godt to timers kørsel fra Durres, er der rigelig plads på kørebanen. Til gengæld er den så hullet, at bilerne knap kan humpe sig forbi diktatoren Enver Hoxha's ambitiøse forsøg på at forvandle et tilbagestående bondesamfund til et folkedemokratisk industrisamfund efter Kina-kommunistisk mønster.

Tæt på afgrunden

Nu ligger hele eksperimentet i hæslige, grå ruiner. Togfabrikken er en død skal uden ruder, og superfosfatfabrikken står med sine gigantiske rørsystemer og afskallet asbestisolering som et overdimensioneret, tæret centralvarmeanlæg. Intet virker mere.

Men ude langs grøften brænder lokale kalkbrændere kalk i træmiler af samme type, der har været i brug siden middelalderen.

De fungerer. Kalken sættes til salg langs kørebanen sammen med frugt, hjemmelavet syltetøj, sodavand, slik og hvad der ellers kan få trafikanter til at stoppe op og sinke trafikken yderligere en smule.

I bjergene snævrer kørebanen ind og snor sig gennem bjergpas i 1000 meters højde forbi lukkede krom- og kobberminer med tilhørende mastodonter af kinesiske smelteovne og faldefærdige skorstene.

En enkelt tynd gren eller en række små sten midt på kørebanen advarer om, at den yderste halvdel af kørebanen er på vej ned i afgrunden.

I Golfkrigen sendte de allierede en overvældende invasionsstyrke af kampvogne, pansrede mandskabsvogne, kanoner og almindelige lastbiler frem mod irakerne. Alt hvad der kunne rulle, skulle ind gennem ørkenen og fratage den allerede udbombede fjende troen på det fornuftige i at gengælde ilden.

Strategien lykkedes i Kuwait. Men i Balkans bjerge forekommer den umulig.

Dag for dag bliver hullerne i hovedvejen lidt større, strækningerne med udbrudt asfalt lidt kortere, og nedskridningerne mod afgrunden lidt tydeligere. Og endnu har de tunge blokvogne med panservåben og kanoner ikke vist sig.

Hver gang militærkolonnerne af mellemstore lastbiler passerer busser og traktorer med fordrevne, sker det sneglefart, mens bilerne lister sig forbi hinanden. Den ene klinet ind mod bjergvæggen, den anden faretruende tæt på afgrunden.

Mindetavler langs kanten advarer med få kilometers mellemrum om, hvor farlig ruten er.

To dage efter sin 27 års fødselsdag i juni 1997 reagerede Bergir for sent i et skarpt sving syd for Fushe-Arrez.

Et kors på tavlen med hans billede fortæller også, at han tilhørte Albaniens kristne minoritet.

Længere fremme bærer en mindeplade billederne af far, mor og seks børn. Beboerne i de små huse i bjergene lægger stadig friske blomster ved mindestenene.

I selve Kukes, engang en støvet flække med 20.000 indbyggere, som kun de rødeste Albanien-beundrere i Danmark kendte til, hober flygtningene sig op.

80.000 er privat indkvarteret og nægter at forlade grænseområdet. 20.000 bor i teltlejre uden for byen.

En kvart million er allerede sendt ad de snoede veje mod syd. Men i modsætning til NATO's soldater medbragte de højest lidt tæpper og et par bæreposer.

De 100.000 fordrevne kan også med deres tavse tilstedeværelse fortælle hvilke problemer, en landhær vil møde allerede inde en krydser grænsen.

Vandforsyningen rækker kun til nogle timer hver dag.

Elnettet bryder jævnligt ned, og telefonnettet er dimensioneret, så flygtninge venter i timer for at ringe ud i verden.

Nu forsøger FN's flygtningeorganisation at få Kosovo-albanerne til at forlade Kukes.

Orlov for at arbejde

»Vi må være forberedt på, at de albanske myndigheder forlanger alle flygtninge ud på uge på grund af sikkerhedsrisikoen,« fortæller folketingsmedlem for Enhedslisten, Jette Gottlieb. Hun har taget tre måneders orlov for at arbejde for UNHCR, som hun tidligere har gjort det i Irak og i Jugoslavien. Nu står hun hver morgen i bidende kulde på byens torv og fordeler nattens flygtninge i busser og lastbiler mod syd.

Afrim Topalli er lige kommet ud fra Gjakova og fatter ikke, hvad der sker inde i hans tidligere hjemland.

I 26 år har han boet i Australien og er australsk statsborger. Men hans hustru og tre døtre er stadig jugoslaver.

De var i Gjakova på ferie, da krisen tilspidsedes, og serberne lukkede grænserne.

Han rejste fra Darwin i Australien for at hente dem hjem. For tre uger siden kom han illegalt ind i Kosovo.

Men kun for at få at vide, at døtrene var sendt til familie i andre landsbyer, hvor risikoen for serbiske overgreb mod piger og unge kvinder skulle være mindre overhængende.

Forleden kom serbernes maskerede bander igen til Gjakova.

»De gik fra hus til hus og kommanderede folk ind i en bus. Alle, der protesterede, blev skudt,« fortæller han og ryster på hovedet for at vågne op til en anden virkelighed.

»En gammel invalid mand blev brændt levende i sit hus. Jeg så mindst 70 døde i landsbyen, inden bussen kørte.

Heldigvis havde jeg mit gamle pas. Jeg turde ikke vise dem mit australske, for alle med lidt tvivlsomme papirer, blev trukket ud af bussen.«

Bag ham sidder en stille grædende kvinde og vugger uroligt. To små drenge kravler rundt ved siden af hende.

Et eller andet ved hendes mands papirer fangede serbernes opmærksomhed. Han blev hevet til side og kom ikke med bussen.

Den australske far kan ikke forstå, at han og hustruen ikke må blive i Kukes og vente på, at døtrene måske dukker op. Fra opsamlingsteltet på torvet kan han se teltlejrene i omegnen.

Risiko for direkte kampe

»Flere af de eksisterende lejre ligger inden for det serbiske artilleris rækkevidde, og der er risiko for direkte kampe mellem befrielseshæren UCK og de serbiske styrker,« fortæller Jette Gottlieb. »Det er et problem, at folk, der har boet her i et stykke tid, nægter at rejse. Derfor skal alle nye flygtninge videre med det samme, og deres chance for at blive genforenet med familiemedlemmer er lige så stor andre steder.«

Gjina Arllati, en 20-årig studine, der drømte om et engelsk-studium på universitetet i Pristina, er en af dem, der bliver. Hun kom til Kukes med sine forældre for en måned siden.

Nu skal hun spørge forældrene, om hun må arbejde som tolk for en enkelt dag.

»De er bange for, hvad der kan ske mig,« siger hun og trykker sig påfaldende tæt op ad den, hun taler med, som søger hun konstant tryghed. »Jeg var så bange den sidste tid hjemme i Gjakova. Serbiske soldater tog unge kvinder med sig. Hvad der skete med dem, ved jeg ikke,« siger hun rystende, som kender hun kun alt for godt sine veninders skæbne. »Da vores familie blev sendt afsted, hev en serber fat i mig og sagde, at jeg skulle blive.

Levende værn

Min mor gav ham nogle D-mark, og han slap mig. Hvor meget han fik, ved jeg ikke. Vi har ikke talt om den dag siden. Og nu tør mine forældre ikke lade mig gå rundt alene.«

To gifte søstre er stadig i Kosovo. Gennem en satellittelefon har de ringet til en onkel i Tyskland.

Hun låner et par minutter på vores satellitforbindelse og får kontakt med onklen.

»Jeg er så lykkelig. Han fortalte, at den ene har ringet og sagt, at de nu er sammen. Hun ringede fra en hemmelig telefon. Jeg tror, de er med UCK nu.«

Takket være onklen i Tyskland får familien penge til en lejlighed i Kukes og vil vente med at rejse videre, til søstrene kommer ud.

Uanset, at de så er med til at blokere for en landkrig mod de forhadte serbere.

Men inde i Kosovo har Slobodan Milosevic stadig en million albanere til sit levende værn mod angreb.