Dramatisk afslutning på året
ÅRSSKIFTEEn lavine kostede seks mennesker livet i Canada.
I det nordligste Canada udviklede nytåret sig dramatisk, idet en lavine kostede seks mennesker livet.
Det skete i eskimo-landsbyen Kanjiqsualujjuaq i provinsen Quebec, hvor 400-500 mennesker fejrede nytårsaften i en gymnastiksal.
En lavine væltede én af væggene i salen, og ud over de dræbte blev 12 festdeltagere kvæstede. De sårede kunne ikke komme under lægebehandling, da snestorme i det nordlige Quebec forhindrede fly med redningsfolk i at nå frem. Men ifølge sygeplejesker på stedet skulle de kvæstede være uden for livsfare.
Vildfaren raket
Jacques Germain blev fredag hyldet som nytårets helt på øen Ny Caledonien i Stillehavet, der er en fransk koloni. Han var arrangør af nytårsfyrværkeriet, og han ofrede sin ene fod for at forhindre en vildfaren raket i at flyve ind i en folkemængde på adskillige tusinde personer.
Under affyringen af fyrværkeriet var han pludselig blevet opmærksom på, at raketten var ved at gå af med retning mod menneskemængden. Han ville stoppe den, men raketten eksploderede tæt ved ham.
Germains fod blev amputeret, og han fik andre alvorlige kvæstelser.
Nytårsfesten i Filippinerne endte med, at en mand blev dræbt og mindst 458 såret af fyrværkeri eller vildfarne projektiler fra skydevåben.
Ifølge landets sundhedsminister blev mindst ti mennesker såret af skud, efter at folk affyrede deres våben i luften for at fejre nytåret.
I Filippinere affyres fyrværkeriet ifølge traditionen for at holde de onde ånder væk i det kommende år, men hvert år bliver hundredevis af mennesker såret af selvsamme fyrværkeri.
I Frankrig blev en 37-årig mand dræbt nytårsnat. Han blev fundet skudt i sin bil nær en bar i den sydvestfranske by Bordeaux. Samtidig blev biler stukket i brand i adskillige franske byer.
Værst gik det til i en forstad til Strasbourg, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem unge og politi, da der blev sat ild til 38 biler.
I New York var en rekordstor mængde på en halv million mennesker forsamlet på Times Square, hvor byen foretog de indledende øvelser til "historiens største fest", som nytårsfesten år 2000 samme sted bliver kaldt. Reuter/AP/AFP