Den kriminelle ligegyldighed

PARIS - Skinnet bedrager, når André Glucksmann tager imod i en tyk, ulden sweater, et par slidte jeans og sit sædvanlige pjuskede pagehår. Inde bag det venlige ydre og den milde stemme buldrer et kronisk stormvejr.

Som den førende kraft blandt de såkaldt nye filosoffer har den 61-årige franske tænker siden midten af 1970erne markeret sig overalt i medierne som samfundsrevser og Frankrigs dårlige samvittighed.

Her i patricerlejlighedens rummelige saloner mellem antikviteter og uendelige rækker af bogreoler er tankerne blevet omsat til utallige artikler og en stribe bøger om krig, fanatismens massakrer, opgøret med marxismen og senest det skrantende tysk-franske forhold.

Heldigvis er her højt til loftet, for André Glucksmann lægger ikke fingrene imellem, når han fordømmer menneskets hykleri og naivitet, som han frygter vil få skæbnesvangre følger i det nye årtusind.

Dommene svirper over Saddam Hussein, den moralske amerikanske højrefløj og handlingslammede europæiske politikere. Allesammen udgør de en trussel mod fremtiden og verdensfreden.

»Alle de omstændigheder, som verden lukkede øjnene for ved begyndelsen af dette århundrede, og som førte til frygtelige tragedier, vil i endnu højere grad være forenet ved begyndelsen af det næste århundrede,« konstaterer filosoffen, hvis lyse stemme hurtigt bliver skinger:

»I begyndelsen af 1930erne levede den tyske befolkning under bedre forhold, end tre fjerdedele af verdens befolkning gør i dag. Verden befinder sig i en højst sprængfarlig periode. Masseødelæggelsesvåben kan produceres af en hvilken som helst småstat, og atomvåben kan snart købes i supermarkedet i Rusland.«

Voldsomme kontraster

Glucksmann skal blot begive sig ned i folkelivet i sin parisiske gade, rue du Faubourg Poissonniere, for at få syn på den hårfine balance. Kontrasterne er voldsomme mellem diamantforretningerne, tiggerne og ejeren af en kurdisk snackbar, der ivrigt forsvarer PKK-lederen Abdullah Öcalan, mens en kommentator i radioen kritiserer det amerikanske luftangreb på Irak.

Vi indleder samtalen med Irak.

»Kritikken bør rettes mod Saddam Hussein. Han er en af meget sjældne diktatorer, der ikke kun har produceret, men også brugt nervegas både mod sin egen befolkning og mod iranerne. Han er en fare for verdensfreden.«

»Konflikten handler om det værste problem i det 21. århundrede. Verden er fuld af tvivlsomme diktatorer. Ikke folk med magt som Hitler eller Stalin, men lokale diktatorer som i Nordkorea, Afghanistan eller i Serbien, som alle besidder masseødelæggelsesvåben,« advarer André Glucksmann.

Frankrig har meldt sig blandt de hårdeste kritikere af angrebet på Irak, og Glucksmann svarer med et opgivende skuldertræk. Nogle gange er krig den mindst dårlige løsning, og hidtil har ingen af kritikerne foreslået noget bedre.

Imod verdensfreden

Glucksmann har heller intet til over for de republikanske moralister i Washington, der vifter Monica Lewinskys blå kjole højere end det amerikanske flag. De tvang ham til at genetablere USAs troværdighed og demonstrere overfor alverdens diktatorer, at USAs præsident ikke er bundet på hænder og fødder.

»Jeg mener virkelig, at republikanerne arbejder imod verdensfreden. Dette højreanarki, som tæller flertallet af amerikanske politikere, intellektuelle og journalister, mener i ramme alvor, at Clintons sexliv er vigtigere end krisen i Japan, Ruslands opløsning, den islamiske terror og Slobodan Milosevic tilsammen.«

André Glucksmann er altid gået forrest, når det handler om at råbe politikerne op. I Bosnien, i Algeriet og i Rwanda. Og han væmmes over, at alverdens ledere for kort tid siden skålede for 50-året for menneskerettighederne kun fire år efter, at de samme ledere passivt overværede folkemordet i Rwanda på TV.

»Det er skandaløst at bilde folk ind, at vi lever i en periode, hvor freden og menneskerettighederne er garanteret af FN. De, der kultiverer den myte, er nederdrægtige løgnere,« siger den franske filosof.

Strudsepolitik

Når FN ikke kan, og når Europa ikke vil, må USA nødvendigvis spille rollen som verdens politimand. Ligesom det skete i Bosnien, da europæerne tøvede i fire år, før amerikanerne stoppede krigen. Han kalder det europæisk strudesepolitik.

»Europa mangler totalt evnen til at forholde sig til virkeligheden. Det seneste EU-topmøde i Wien illustrerede med al tydelighed, at lederne helst vil stikke hovedet i sandet. De brugte mere tid på at diskutere toldfri handel i lufthavnene end på at diskutere krisen i Rusland.«

»Det er et dårligt varsel for et Europa, der nu overvejende er ledet af socialister. Lederne svinger om sig med flotte ord om at afskaffe arbejdsløsheden og at skabe fred i verden. Men ordene følges aldrig op af konkret handling. Nøjagtig samme holdning prægede politikerne for 100 år siden under La Belle Epoque.«

Det kan ske overalt

Som søn af jødiske flygtninge fra Tyskland fik Glucksmann Anden Verdenskrig ind på kroppen i det besatte Paris. Hans første bog handlede om krigen, og i dag er han levende optaget af den tyske debat om skylden efter nazisterne, som i 1998 igen blussede op for fuld styrke.

»Fejlen ved den tyske selvransagelse er ikke at tale om fortiden, men måden at diskutere den på. De seneste to generationer har ment, at nazisternes forbrydelser var noget specielt tysk. De må lære, at det kan ske overalt i verden. Den bedste måde at mindes Auschwitz er at interessere sig for Rwanda. Her dræbte man på tre måneder over 800.000 mennesker med håndkraft. Det er en historisk rekord.«

Inspireret af Alexander Solsjenitsins bog om Gulag lancerede den franske tænker sin karriere med et voldsomt opgør med marxismen som en totalitær ideologi. Hans tanker vandt sympati i borgerlige kredse, men selv mener Glucksmann, at han blot fortsatte studenteroprørets protester mod autoriteter.

»Jeg sagde højt, hvad andre allerede havde tænkt. Halvdelen af Frankrig hørte til på venstrefløjen og havde mere eller mindre støttet Sovjetunionen og Stalin. Min rolle som intellektuel var at befri de følelser, som folk allerede havde. Sådan har det været siden antikkens markeder i Athen, hvor diskussionen bragte udviklingen videre.«

Hykleriet trives

Glucksmann anklager Europas venstrefløj for at vende ryggen til fortiden uden nogen seriøs selvkritik.

»Hykleriet trives blandt Europas venstreorienterede. Italiens kommunister skiftede navn, men fortsætter med at begå samme fejl som tidligere. De støtter blindt oprørsbevægelser. Ligesom de støttede Stalin, støtter de i dag kurdernes diktatoriske og terroristiske parti, PKK.

Eller se på Gerhard Schröder. I 1970 var han en hårdhudet marxist. I 1980 var han pacifist og var med til at vælte Helmut Schmidt. Hvis Schröder havde været leder af Tyskland dengang, ville Berlin- muren stadig eksistere. Schröder burde ligesom kommunisterne i dag angre sin fortid for at se klarere, men det er en sygdom blandt politikere, at det aldrig sker. Se blot på Francois Mitterrand. Han var medlem af det pro-nazistiske Vichy-regime, og under Frankrigs sidste kolonikrig sendte han som indenrigsminister 500.000 franske soldater til Algeriet. Som justitsminister i 1957 dømte han de algeriske oprørere til guillotinen,« tordner André Glucksmann.

Idealerne glemt

Politikernes hykleri smitter af på befolkningen. Glucksmann finder det tankevækkende, at den tyske venstrefløj ikke som under Golf-krigen igen mødte talstærkt frem for at demonstrere mod USAs angreb på Irak. Idealerne er glemt, fordi de grønne i dag sidder med i regeringen. Det siger meget om en hel generations hykleri, mener han.

Det enkelte menneskes ansvar er centralt for André Glucksmann. Han minder om, at det var en lille gruppe intellektuelle i Frankrig, der var med til at forme et folkekrav om militær intervention i Bosnien.

»At tage stilling i den offentlige debat er som at kaste en flaskepost i vandet. Af og til bliver den samlet op, og nogle gange er havet enig med beskeden i flaskeposten. Den offentlige mening er skrøbelig, men den eksisterer. At se mødre og børn få skåret halsen over får trods alt stadig folk til at reagere, og i alle demokratier er den offentlige mening et våben.«

Glucksmann appellerer til den enkelte om aktivt at modarbejde fanatismen i alle dens former. For ikke at blive medskyldige i det, som han med en østrigsk forfatters ord kalder for ligegyldighedens bestialske forbrydelse.

»Der er to måder at dræbe på. Den ene er selv at trække kniven, den anden er at se passivt til, mens en anden holder kniven op mod struben af ens nabo.«

Grund til optimisme

Men heldigvis er der også grund til optimisme, understreger Glucksmann. Alt det, som politikerne og eliten ikke har forstået, synes efterhånden at gå op for menigmand.

»Det er gået op for europæerne, at demokratiet ikke er paradis, men et bolværk mod helvede. Det mest positive i slutningen af dette århundrede er, at vi er mere oplyste end vores bedsteforædre. Vi ved, hvad forbrydelser mod menneskeheden er. Beviset er den selvransagelse, der sker overalt. Kirken siger undskyld for inkvisitionen, de schweiziske banker ransager deres opførsel overfor jøderne, Sverige diskuterer tvangssteriliseringen af evnesvage kvinder, og Frankrig studerer Vichy-regimet. Det er ekstremt positivt og giver håb om, at vi kan styre udenom fortidens rædsler.«

Han hæfter sig også ved en meningsmåling i avisen Le Figaro, hvori et flertal svarede, at det var massakrer som i Rwanda, der fik dem til ikke at tro på Gud.

»Det er beviset på, at der er sket noget i Europa. I 1900 ville ikke en eneste franskmand have stillet spørgsmålstegn ved sin Gud, blot fordi negrene langt nede i Afrika massakrerede hinanden. I dag slutter folk, at hvis det kan ske for andre, kan det også ske for os som i 1914 eller i 1940. Det er en stor forandring i vores måde at tænke på.«

Aldrig glemme

Derfor er det bedste, der kan ske for det 21. århundrede ifølge Glucksmann aldrig at glemme rædslerne fra dette århundrede.

»Mit håb er, at vi ikke går ligeså naivt ind i det 21. århundrede, som vores bedstefædre gik ind i det 20. århundrede. At vi ved, at det værst tænkelige stadig er muligt, at folkedrab er mulige, at massakrerne af menneskeheden i små bidder er mulige. Kort sagt er mit håb for det 21. århundrede, at vi opnår at kontrollere det umenneskelige i menneskeheden.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.