Avis: Trumps inderkreds advarede mod krig i Iran
New York Times har afdækket, hvad der foregik i det hemmelige rum lige op til beslutningen om at angribe Iran. Artiklen viser, at flere af Trumps betroede folk var skeptiske, og at USA og Israel ikke var enige om, hvad man kunne opnå med krigen.
De var enige om midlet. Men ikke om målet.
Da de to mænd, som sammen valgte at gå i krig med Iran, sad over for hinanden, var det med forskellige analyser af udfaldet.
Fra hvert sit udgangspunkt fik de en drøm opfyldt, og begge kalkulerede angiveligt med, at det land, som i årtier havde figureret som både Israels og USA’s fjende, hurtigt kunne besejres med overskuelige omkostninger.
Hverken Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, eller USA’s præsident, Donald Trump, har fået den folkelige kredit, som de måtte have regnet med. Tværtimod.
Og den krig, som var udset til hurtigt at kunne overstås, er stadig i gang, mens en hel verden holder vejret, sparer på olien og stiller spørgsmålet:
Hvad skal det her ende med?
Svaret på det spørgsmål ligger delvis gemt i de overvejelser, som Netanyahu og Trump gjorde sig i dagene op til den 28. februar 2026, da angrebet gik i gang.