Trumps private telefonnummer flyder rundt i Washington. Alle kan ringe, og Trump elsker det
Telefonnummeret til Donald Trumps iPhone er blevet noget nær en offentlig hemmelighed i Washington. Kendte og ukendte ringer hele tiden, og ofte tager Trump den uden videre. Hans rådgivere er i stigende grad bekymrede over, hvad han får sagt i farten - og hvad folk bilder ham ind.
WASHINGTON
Rådgiverne i Det Hvide Hus aner ikke, hvad de skal stille op.
Ét er, at Donald Trumps private telefonnummer er begyndt at flyde rundt i Washington – mellem journalister, lobbyister, kryptoinvestorer og influencere, som deler, bytter og sælger det imellem sig for at få direkte adgang til verdens mest magtfulde mand.
Men den største hovedpine er, at Trump ofte tager den.
Utallige gange om dagen og uanset hvem der kan finde på at ringe.
Så smider han, hvad han har i hænderne, lytter lidt og plaprer meget.
Og så kommer problemerne.