Spionsheiken købte andel i Trumps selskab. Bagefter tog præsidenten en kontroversiel beslutning
Bare måneder før Trump kontroversielt godkendte salget af følsom teknologi til Emiraterne, købte det olierige land i hemmelighed en milliardandel i præsidentens kryptoselskab.
ISTANBUL
Da Donald Trump i maj under en officiel rundtur i Mellemøsten underskrev en aftale, der åbnede for eksporten af avancerede kunstig intelligens-computerchips til De Forenede Arabiske Emirater, udløste det straks en debat i USA om national sikkerhed.
Mange var modstandere af at overdrage kontrollen med den følsomme teknologi. Særligt fordi det ville øge risikoen for, at Kina ville få fingrene i den.
Nu er panderynkerne blevet endnu dybere.