Fortsæt til indhold
International

Grok begrænser billedværktøj brugt til at fjerne tøj på kvinder

En række EU-lande har kritiseret billedfunktion på Musks AI-værktøj, som brugere har fået til at afklæde folk.

/ritzau/

AI-værktøjet Grok har for langt de fleste brugere lukket ned for en funktion til at skabe og ændre billeder.

Det skriver The Guardian fredag.

Værktøjet er blandt andet blevet brugt til via kunstig intelligens at ændre billeder af kvinder ved at fjerne påklædning. Det er sket med instruktioner - såkaldte prompter - som ”giv hende en bikini på”.

Flere europæiske lande har kritiseret Grok, som er skabt af selskabet xAI, der er grundlagt af rigmanden Elon Musk, som også er direktør.

På X - Musks sociale medie - skriver Grok, at billedgenering nu er begrænset til betalende brugere. Dermed vil langt de fleste brugere ikke kunne anvende det.

Grok har tidligere erkendt, at der har været ”isolerede sager” på X, hvor brugere havde bedt Grok om - og også modtaget - AI-billeder af ”mindreårige i minimal påklædning”.

Frankrig var blandt de første lande til at komme med hård kritik af Grok.

Flere ministre indrapporterede Grok til franske anklagere på grund af det seksuelle indhold, som Grok havde skabt på X.

I en pressemeddelelse kaldte de det indhold, som Grok har genereret, ”seksuelt og sexistisk” og ”åbenlyst ulovligt”.

Artiklens emner
AI