Danskere fuppes i stor stil af it-kriminelle. Men tusindvis af de kriminelle holdes selv indespærret som cyberslaver

BAMBAN, FILIPPINERNE

Det var stadig nat, da ”Danny” endelig iværksatte sin flugtplan.

Lige siden han en måned forinden var blevet spærret inde på svindelcentret i Bamban, Filippinerne, havde den 31-årige vietnameser tænkt på, hvordan han kunne slippe væk fra dette helvede.

”Danny” vidste det ikke, men andre havde før forsøgt at flygte. De var endt i armene på korrupte politibetjente og sendt tilbage i helvede.

Den gamle soldat var imidlertid hæderlig: Han skjulte ”Danny” på farmen, og han kendte også en præst, som tilfældigvis kendte vicedirektøren i PAOCC, der er en særlig taskforce mod cybersvindel nedsat af Filippinernes præsident. Den endte med at redde ”Danny” i sikkerhed.

Det var Winston Casio fra PAOCC, der reddede ”Danny” ud af farmen – men det var på et hængende hår, for en anden politichef fra Manila var også mødt op med sine styrker.

De var bevæbnet med »lange rifler« og et dokument, der ifølge Casio gav dem ret til at skyde ”Danny”, hvis »der opstod problemer«.

»Da vi forlod farmen, stoppede de min bil og gennemrodede den, selv om jeg har højere rang end politichefen. Heldigvis havde mine vagter gemt ”Danny” i en anden bil, som slap væk. Med ”Danny” i sikkerhed kunne vi med hans vidneudsagn skaffe en ransagningskendelse. Jeg havde dengang ikke fantasi til at forestille mig, hvad denne sag siden skulle udvikle sig til,« siger Winston Casio.

Dermed blev ”Danny” kronvidnet i en sag, der sidste år sendte rystelser gennem ikke bare Filippinerne, men hele Østasien.

Det er derfor heller ikke hans rigtige navn, men et dæknavn, politiet bruger for at beskytte hans liv.

Da den særlige taskforce efterfølgende stormede svindelcentret i Bamban, fandt de 680 slaver fra over 20 lande.

Mennesker, der var blevet lokket til Filippinerne i den tro, at de kunne tjene penge til deres familier.

Men de endte som cyberslaver i nettet.

En pistol under puden

Svindelcentret i Bamban åbnede verdens øjne for et moderne cyberslaveri, som i dag er verdens måske hurtigst voksende form for organiseret kriminalitet.

Svindelcentre vokser frem i ikke bare Asien, men nu også i Afrika, Sydamerika og sågar Europa.

Reelt står verden i en skæbnestund, siger Benedikt Hofmann, der er vicedirektør for FN’s Asien-kontor for bekæmpelse af narkotika og organiseret kriminalitet (UNODC).

»Den her kriminalitet har nået et omfang, hvor den vokser ud af kontrol. Hvis ikke vores reaktion dramatisk ændrer sig, hvis ikke verdens lande tager sig sammen, så er der ingen vej tilbage. Den hastighed, hvormed de kriminelle bruger ny teknologi og spreder sig fra Asien og til resten af verden, er dybt bekymrende. For verdenssamfundet er det her knald eller fald,« siger Benedikt Hofmann.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er antallet af danskere, der udsættes for it-kriminalitet, steget med næsten 100.000 på bare ét år.

For de kriminelle er risikoen lig nul, for der svindles ofte mindre beløb, som politiet ikke har tid eller kapacitet til at efterforske.

Det siger Sine Gregersen, som er stifter af Center mod Økonomisk IT-Svindel i Danmark.

»Svindlen har utrolig mange ansigter. Der er de hurtige svindelnumre, hvor man mister et par tusinde kroner, og som måske ikke har de store menneskelige konsekvenser. Men det er også de langvarige, dybt manipulerende og kyniske forløb, hvor ofrene mister millioner af kroner og i værste instans kan ende med at tage deres eget liv,« siger hun og fortsætter:

»Dansk politi gør, hvad det kan, men vi halter totalt efter de kriminelle, som er så godt organiserede på tværs af landegrænser og kontinenter. Vores erfaring er desværre, at det er de færreste sager, som anmeldes. Og de svindelsager, der bliver anmeldt, bliver meget sjældent opklaret.«

Selv hvis politiet havde mere tid til at efterforske sagerne, er der langt fra Svendborg Politistation og til svindelcentre som det i Bamban.

Bagmændene opererer ofte i ledtog med korrupte myndigheder i lande som Cambodia, Myanmar og Nigeria, hvor dansk politi er mere end almindeligt på udebane.

Griseslagtning

”Danny” kom til Filippinerne i den tro, at han skulle være kok, fortæller Winston Casio fra PAOCC.

I stedet blev han dagligt truet til at svindle mennesker i hele verden. Det foregik typisk via Facebook, datingsider eller andre sociale medier, hvor ”Danny” udgav sig for at være en smuk kvinde eller en tillidsvækkende mand.

Opgaven var at åbne kontakten til en person, der måske kunne svindles. ”Danny” og de andre svindlere fik udleveret manuskripter, de skulle følge.

Det kunne være at lokke en ensom mand til at forelske sig eller overtale en kvinde til at investere sin opsparing.

Der var mange slags fælder, men formålet var altid det samme: Sæt ofrene i en position, hvor de er klar til at overlevere deres penge.

De kinesiske gangsterbosser kaldte det »griseslagtning«. Ofrene var som grise, der skulle opfedes med flirt og komplimenter, hvorefter deres bankkonto blev slagtet. Skive for skive.

”Danny” og de andre cyberslaver arbejdede ofte 12 timer eller mere om dagen.

Deres computerborde var strøet med simkort og telefoner, fordi de hele tiden skiftede identitet. Hvis de nægtede at makke ret, eller hvis ikke de tjente penge nok til bagmændene, stod kinesiske gangstere klar til at torturere dem.

Eller det, der var værre.

Ligvognen i Manila

Korruption er et arbejdsvilkår i Filippinerne, siger Winston Casio, der af statur og energi minder lidt om skuespilleren Al Pacino i hans yngre dage.

Politiken og Jyllands-Posten møder ham i en bygning i Manila, der er indrettet som et fængsel. Det viser sig at være et andet gammelt svindelcenter, som PAOCC siden har overtaget.

På bygningens tag går hundredvis af kinesiske svindlere rundt i et detentionscenter, mens de venter på deres videre skæbne.

I parkeringskælderen står en skudsikker vogn med tonede ruder, som gangsterne brugte som ligvogn. De cyberslaver, som nægtede at adlyde, blev tortureret.

Hvis de døde, blev de skåret op og strøet ud i Manilas gader.

Casio kom sidste år i problemer, fordi han under en ransagning slog en af de kriminelle bagmænd. Det blev opfanget af et videokamera, så Casio blev midlertidigt suspenderet og siden degraderet.

Men det er – som Winston Casio siger – det mindste af hans problemer.

»Jeg er blevet kendt i offentligheden, men berygtet blandt de forkerte mennesker. Jeg kan ikke gå i storcentret – mit liv er reduceret til det her kontor og hvilken som helst lejlighed eller hotelværelse, hvor jeg kan sove i nat. Jeg har en del bodyguards og kører rundt i en pansret bil,« siger han og kæler pistolen, der ligger på skrivebordet.

»Men hvis jeg blev spurgt, ville jeg gøre det igen. Jeg har set ofrene for menneskehandlen. Torturofrene. Jeg har set det hele. Vi har kun ét liv, og vi er nødt til at gøre det rigtige. Det skal ikke lyde, som om jeg er en helgen, for det er jeg ikke. Jeg har en beskidt mund og et dårligt temperament. I har set medierne. Jeg stak nogen en flad. Så nu tager jeg medicin for at styre mit temperament, og whiskyen drikker jeg kun om fredagen. Jeg bliver bare så rasende over dumheden. Over korruptionen. Jeg hader, hvad mange af mine kollegaer har gang i.«

Tilbage til gerningsstedet

Bamban er en soveby med godt 7.000 indbyggere, og centret troner som en fabrik over de lave byhuse i baggrunden.

Når man ser den, er det umiddelbart utroligt, at ingen fattede uråd tidligere. Da svindelcentret blev bygget, gav det arbejde til det halve af byen, og gangsterbosserne kastede om sig med penge.

Langs hovedvejen åbnede både en McDonald’s og en Jollibee, en filippinsk fastfoodkæde.

Det fortæller den 59-årige Arthur Tolentino, der kører cykeltransport i byen.

»Jeg var selv med til at bygge husene for bosserne, og mange af os fik siden jobs som rengøringspersonale eller arbejdsmænd. Vi så ikke noget forkert, de drev et onlinekasino. Det er en skam, det lukkede. Der var virkelig gang i økonomien,« siger Tolentino.

Inde i svindelcentret viser Winston Casio rundt, omgivet af bevæbnede vagter.

Foruden svindelcentret er der 14 store palæer for de kinesiske gangsterbosser. Det største ligner et lille palads med gyldne tronstole og lysekroner, en vinkælder med vin for millioner (nu beslaglagt), et industrikøkken og flere værelser og toiletter, end man kan gøre brug af.

Fra værelserne med udsigt over Bamban ser man først en olympisk svømmepøl, hvor bosserne og deres familier hyggede sig.

Skråt bag den – svindelfabrikken, hvor tusinder af mennesker blev holdt som slaver. Og så, et par hundrede meter længere øst, på den anden side af muren – byens borgmesterkontor.

Det var et af de store chok, da politiet stormede centret, fortæller Winston Casio, mens sveden hagler af vagterne i den filippinske varme:

»Jeg fandt en elregning, som var stilet til byens borgmester, Alice Guo. Det viste sig, at hun ejede jorden her. Jeg ringede til min chef i Manila og sagde: ”Det er større, end du aner”.«

Alice Guo var, lige som gangsterbosserne, blevet tippet i forvejen.

Hun gik under jorden og flygtede, mens politiet borede i hendes økonomi. De fandt blandt andet ud af, at hun havde 16 biler registreret i sit navn – herunder en McLaren-sportsvogn og en Mercedes Benz G-klasse – samt en helikopter.

For Alice Guo klappede fælden dog. Hun blev anholdt i Indonesien og siden udleveret til Filippinerne, hvor hun i sidste måned blev idømt livsvarigt fængsel for menneskehandel.

Ifølge Winston Casio er hun en dybt mystisk karakter.

Foruden at stå i ledtog med svindelcentret er Alice Guo ikke engang filippiner, siger han. Hun har forfalsket sin fødselsattest og er faktisk fra Kina, fastslog en domstol i sommer.

Der går tilmed rygter om, at hun måske er kinesisk spion, men det vil Winston Casio ikke kommentere.

»Jeg har ingen beviser, hverken i den ene eller den anden retning. Hun står muligvis bare i ledtog med en kriminel organisation, men det er en kendt sag, at alle kinesere har pligt til at bistå Kinas efterretningstjeneste, hvis de bliver spurgt. Men det er op til kontraspionagen at gøre deres hjemmearbejde med tilfældet Alice Guo,« siger han.

Et andet kronvidne i sagen mod Alice Guo er den malaysiske mand ”Dylan”, som tidligere blev holdt som slave på svindelcentret i Bamban.

Da Politiken og Jyllands-Posten taler med ham, lever han under politibeskyttelse i Filippinerne, mens retssagen kører. Han er derfor stadig afskåret fra at se sin familie i sit hjemland, Malaysia.

»Vi sov fire-fem timer om natten, resten af tiden blev vi sat til at svindle folk. Hvis ikke vi makkede ret, blev vi tæsket af vagterne, som alle var kinesere. Det eneste gode var maden, som faktisk var ret spiselig. Jeg har dårlig samvittighed over de mennesker, som blev svindlet. Men mest af alt savner jeg min kone og mine børn, som jeg ikke har set i flere år nu,« siger ”Dylan”.

Hjem til Kina

Siden svindelcentret i Bamban blev afsløret, har Filippinerne slået ned på flere svindelcentre rundtom i landet.

Myndighederne vurderer, at der fortsat er centre rundtomkring i det ørige land – formentlig ude i landområderne – men gangsterbosserne er begyndt at rykke deres operationer til andre lande, hvor kontrollen er mindre.

Tre dage efter besøget i Bamban kulminerer indsatsen.

100 kinesiske svindlere, som har gået rundt på taget i PAOCC’s kontor, bliver tidligt om morgenen fragtet til lufthavnen i Manila og sat på et fly til Shanghai. Der tager kinesisk politi imod dem.

Ude foran lufthavnen fortæller Gilberto Cruz, direktør i PAOCC, at det er en god dag.

Det er lykkedes Filippinerne og Kina at samarbejde om udleveringen, hvilket langtfra er en selvfølge. Men for kineserne, der selv kan være ofre for menneskehandel, er fremtiden dyster.

»Uanset om de her mennesker selv er ofre eller har svindlet frivilligt, så betragter Kina dem alle sammen som kriminelle, indtil det modsatte er bevist. Jeg ved ikke, hvor længe de risikerer at sidde fængslet. Men det kan godt tage år,« siger Gilberto Cruz.

Tilbage i Bamban håber arbejdsmanden Arthur Tolentino, at den fængslede borgmester Alice Guo en dag vender tilbage og genskaber livet i byen.

»Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har behandlet os filippinere godt, og derfor er hun i mine øjne også filippiner. Da hun var her, var der penge til skolen og til os alle sammen. Nu er alting gået i stå igen.«

”Danny” og ”Dylan” er politiets dæknavne for de to kronvidner i retssagen fra Bamban i Filippinerne. De er i livsfare og lever under politibeskyttelse.

Alice Guo blev i november idømt livsvarigt fængsel for menneskehandel.