Fortsæt til indhold
International

Elon Musks kunstige intelligens påstår, at han er klogere end Da Vinci

Brugere af det sociale medie X har drevet gæk med den indbyggede chatrobot Grok.

Man siger, at livet handler om at finde en partner, der støtter en igennem tykt og tyndt.

Sådan en ser det ud til, at Elon Musk har (op)fundet.

Den amerikanske Onkel Joakim bliver i hvert fald rost til skyerne, hvis man spørger hans kunstige intelligens-chatrobot, Grok, på den rigtige måde.

Det skriver The Verge.

Ifølge Grok er Elon Musk ikke bare verdens rigeste mand.

Han er også klogere og i bedre fysisk form end nogen anden mand i verden.

Sådan udlægger Grok det i hvert fald, når brugere af Elon Musks sociale medie, X, spørger robotten om, hvem der er stærkest, klogest eller sjovest.

På spørgsmålet om, hvorvidt Elon Musk kan banke den tidligere verdensmester i sværvægt, Mike Tyson, svarer Grok, at Musk ville »bruge gadgets i boksekampen« og derfor vinde.

Grok påpeger, at Elon Musks arbejdsuger er oppe på 80-100 timer på tværs af SpaceX, Tesla og Neuralink, hvilket kræver en ubønhørlig fysik og mental udholdenhed.

Da en bruger spørger Grok om, hvor intelligent Musk er, svarer den, at »Elons intelligens hører til blandt de 10 største gennem historien og kan måle sig med [personer] som Da Vinci eller Newton gennem transformative innovationer på flere områder.«

Selv på den sjove skala leverer Elon Musk. Ifølge Grok er han sjovere end komikeren Jerry Seinfeld, da »Elons kaotiske meme-drevne stil lander bredere og mere uforudset«.

Flere af Groks udsagn er efterfølgende blevet pillet ned.

Elon Musk har selv været ude at sige, at Grok »desværre er blevet manipuleret af modstridende promptning til at sige absurd positive ting om mig«.