Fortsæt til indhold
International

Mobilforbud har fået snakken tilbage i skolerne

Da skolebørn i Finland begyndte at klare sig dårligere i læsning og matematik, kiggede minister på, hvordan man kan skabe mere plads til læring og undervisning.

Sipoo, Finland

Elever stimler sammen på gangen, hvor snakken fylder i pausen mellem timerne på en skole i Finland.

Mobiltelefoner har været forbudt på de finske skoler, siden undervisningen begyndte igen i august efter sommerferien.

På Kungsvägens Skola for 13- til 15-årige elever i byen Sipoo, der ligger nordøst for hovedstaden Helsinki, samler lærerne elevernes telefoner ind om morgenen og låser dem inde, indtil skoledagen er slut.

Skoleinspektør Maria Tallberg siger, at overgangen til en mobilfri skole har »oversteget forventningerne«.

»Selvfølgelig brokkede eleverne sig lidt i begyndelsen, især fordi de ikke kan bruge dem i frikvartererne, men inderst inde forstår de også hvorfor,« fortæller Tallberg.

»Mange har også sagt, at de ikke var klar over, hvor afhængige de egentlig var af deres telefoner.«

Forstyrrende elementer

I Danmark har flere skoler og kommuner i prøveperioder forsøgt at fjerne mobiltelefoner fra undervisningstiden, eller de har indført mobilfri zoner på skoler, men i Finland har politikerne nu på landsplan taget det helt store spring ved at indføre et generelt mobilforbud. Det trådte i kraft den 1. august i hele Finland - et land, der længe har været kendt for høj kvalitet i uddannelsessystemet.

Forbuddet blev vedtaget, efter at skolernes resultater var styrtdykket, fortæller undervisningsminister Anders Adlercreutz fra Svensk Folkeparti.

»Vi har bemærket i Finland, som i mange andre lande, at vores læse- og matematikfærdigheder er blevet ringere. Den finske tilgang er at tænke over, hvordan vi kan skabe mere plads til læring og undervisning,« siger han.

»At fjerne forstyrrende elementer fra klassen hjælper.«

Ændringen med telefonerne kommer midt i en global debat om, hvordan smartphones påvirker ikke kun mental og generel sundhed, men også læring og uddannelse.

Annika Railila, som er kemilærer på Kungsvägens Skola, siger, at klasserne nu er roligere og eleverne mindre distraherede.

Eleverne socialiserer også mere i pauserne nu, tilføjer hun.

»Man får faktisk set deres øjne og ansigter, hvilket er meget rarere end at hilse på nogen, der kigger ned i en skærm,« siger hun.

Langsommelighed

Den 15-årige skoleelev Kie Lindfors beskriver skolemiljøet som »meget anderledes«.

»Jeg snakker mere med folk, og der er et rum på skolen med brætspil og sådan noget, så det har været ret sjovt at gå derhen i frikvartererne for at spille,« fortæller han.

Mobiltelefonerne står på et depot på skolen, mens eleverne modtager undervisning. Foto: Alessandro Rampazzo/AFP

Den 14-årige Oscar Ingman frygter dog, at nogle elever kan komme til at føle sig mere ensomme.

»Jeg ser flere, der er mere sociale, flere der snakker. Men jeg ser også af og til nogle, der bare sidder alene på en gang,« siger han.

Skolen sigter efter at arrangere aktiviteter, så eleverne ikke bare sidder uden noget at lave, fortæller skoleinspektøren.

Hun bemærker samtidig, at visse former for mobning allerede er faldet.

»Elever plejede at tage billeder og filme både i timerne og rigtig meget i pauserne, og vi måtte ofte undersøge, når videoklip blev delt overalt,« siger Tallberg.

Telefonforbuddet betød ikke, at skolerne nu har forladt den digitale verden.

»Det er vigtigt, at børn har fysiske bøger, men de skal også være digitalt kompetente,« siger undervisningsminister Adlercreutz.

»Men i en verden, der bevæger sig så hurtigt, er skolens rolle måske også at lære langsommelighed - at være et sted, hvor man tvinger sig selv til at læse længere tekster, fokusere på én ting og arbejde målrettet mod et langsigtet mål.«