Trods et af de kraftigste jordskælv nogensinde er der endnu meget få skader
Der var skruet kraftigt op for alarmberedskabet mange steder i verden, efter at det sjettekraftigste jordskælv nogensinde natten til onsdag ramte i det østligste af Rusland. Tsunamibølgerne blev dog ikke lige så høje som frygtet.
Der var ikke noget, der tydede på, at dagen skulle blive anderledes end normalt, da Andreas Hermansen tirsdag lokal tid gjorde sig klar til at tage på arbejde.
Det var først, da han sad i bussen på vej mod det populære turistmål Waikiki i Honolulu på Hawaii, hvor han bor og arbejder, at han fik den første advarsel på sin telefon.
Der var klokken ca. 14.30 på Hawaii, cirka en time efter, at et kraftigt jordskælv ramte den russiske halvø Kamchatka kl. 01.30 dansk tid.
Skælvet blev målt til 8,8 og er dermed det sjettekraftigste jordskælv, man nogensinde har målt.
Ikke desto mindre er der indtil videre ikke meldt om store skader, hverken i det russiske område tæt på selve jordskælvet eller i områder med kyster ud til Stillehavet. Der er endnu ikke meldt om omkomne, men der vil uden tvivl være store materielle skader på kyster og huse tæt på skælvet, lyder vurderingen fra eksperter.
Omkring kl. 9.30 dansk tid blev der målt tsunamibølger på 1,7 meter på Hawaii.
Borgerne blev bedt om at søge væk fra kyster og op mod højereliggende områder, inden bølgerne ramte.
Luftalarm på Hawaii
Det var de advarsler, der blev ved med at strømme ind på Andreas Hermansens telefon, og kort tid efter at han var kommet ned i butikken, hvor han arbejder, begyndte de at vandsikre butikken, der ligger to minutters gang fra stranden, hvorefter hans chef tilbød at køre ham hjem igen.
Turen til Andreas’ hjem i Makiki tager normalt 15 minutter i bil, men endte med at tage tre timer, fordi der var store trafikpropper i byen, da alle søgte væk fra kysten på samme tid.
Undervejs nåede han at modtage yderligere tre alarmer på sin telefon, ligesom luftalarmen også begyndte.
»Jeg må indrømme, at jeg nåede at blive noget nervøs,« siger Andreas Hermansen.
»Jeg vil ikke sige, at jeg var bange, men eftersom tiden gik, og vi stadigvæk sad fast i trafikken, da vi fik den sidste alarm, som sagde, at der nu var en time til tsunamiens ankomst, blev jeg lidt nervøs alligevel. Jeg har ikke prøvet sådan en alvorlig alarm før, så det er svært at vide, hvordan man skal forholde sig,« siger han.
Han nåede hjem til sit hus, der ligger uden for tsunamizonen, kl. 18.30 lokal tid, og tsunamiens forventede ankomst var kl. 19.10.
Den blev dog langtfra så slem som frygtet på den solrige øgruppe.
Alarm 10.000 km væk
I løbet af onsdagen blev store dele af Stillehavsområdet sat i højeste alarmberedskab, og der blev udstedt tsunamivarsler til bl.a. Påskeøerne, der hører under Chile, og til hele Fransk Polynesien – begge steder mere end 10.000 km fra selve jordskælvet, ligesom der røg advarsler ud til både Alaska, Hawaii, Californien samt mange steder i Japan, Ecuador og Chile.
Ifølge seniorforsker og geolog Trine Dahl-Jensen fra Geus, én af Danmarks førende eksperter i jordskælv, er det endnu for tidligt at sige, hvor alvorlige konsekvenser der er efter det meget kraftige jordskælv.
»Der vil gå op mod et døgn, inden vi ved mere præcist, hvor alvorlige følgerne bliver. Ude på havet bevæger en tsunami sig med 700 km/t – som et jetfly. Derfor går der mange timer, inden man kender konsekvenserne,« forklarer Trine Dahl-Jensen.
Rystelserne har også vækket den højeste vulkan i Eurasien – den 4.750 meter høje Klyuchavskaya Sopka nogle hundrede km nord for dér, hvor jordskælvet skete. Selv om otte mennesker døde, da vulkanen i 2022 senest var i udbrud, fik det ikke turister til at lade sig evakuere. En gruppe turister valgte at blive på bjerget og observere vulkanen i løbet af natten.
Siden en tsunami i 2011 ødelagde atomkraftværket Fukushima i Japan, og før det en tsunami i 2004 kostede over en kvart million mennesker livet i Thailand og Indonesien, er der bygget tusindvis af anlæg til at advare mod tsunamier.
Ifølge hydrologer ser det ud til, at de mange advarselssystemer denne gang har virket efter hensigten.
Da præcis det samme område af Rusland i 1952 – blot 45 km fra det nye epicenter – blev ramt af et tilsvarende jordskælv, døde omkring 10.000 mennesker.