Grænsekontrol spreder sig med stor hast og truer borgernes ret til frie rejser i Europa
Verdens største zone uden grænsekontrol, hvor borgerne kan rejse frit, er blevet tiljublet som en af EU’s største landvindinger. Men efter fire årtier er samarbejdet alvorligt svækket og trues indefra af national grænsekontrol, som stadigt flere lande – efter pres fra det yderste højre – indfører mod migranter.
BRUXELLES
For blot få uger siden markerede de europæiske regeringer højtideligt 40-års jubilæet for verdens største område med fri bevægelighed for borgerne.
Flere end 450 millioner europæere fra 29 lande kan rejse over grænserne i den såkaldte Schengen-zone uden at vise pas eller gennemgå besværlig og tidsrøvende kontrol. Og i en fælles erklæring udsendt den 12. juni lovede regeringerne, at EU stadig vil »værne om den uhindrede frie bevægelighed«, og at »genindførelsen af kontrol ved de indre grænser forbliver en sidste udvej«.
Virkeligheden ser dog markant anderledes ud.