Dalai Lama håber at blive over 130 år gammel
Søndag fylder Dalai Lama 90 år. Forinden har den åndelige leder sagt, at han håber at leve over 40 år mere.
Dagen inden sin 90-års fødselsdag, siger Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, at han håber at blive over 130 år gammel.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lørdag har Lama talt under en ceremoni, der var arrangeret af tilhængere i den nordindiske by Dharamshala. Her har han levet i eksil, efter at han flygtede fra Tibet for flere årtier siden.
- Jeg håber stadig at leve i over 130 år, lød det lørdag fra Dalai Lama til hundredvis af tilhængere.
Dalai Lama har levet i eksil siden 1959, efter at kinesiske soldater nedkæmpede et oprør mod det kinesiske kommuniststyre.
Samme år flygtede Dalai Lama over Himalaya til Indien. Her etablerede han en regering i eksil, som kæmpede for at vinde Tibet tilbage. Sidenhen har det ændret sig til et krav om øget selvstændighed.
- Vi har mistet vores land, og vi lever i eksil i Indien, men jeg har været i stand til at gavne væsener en hel del.
- Så mens jeg bor her i Dharamshala, har jeg til hensigt at tjene væsener og dharmaen (Buddhas lære, red.) så meget som muligt, sagde Dalai Lama ifølge Reuters, der henviser til en oversættelse af talen.