Løkke sender flere stikpiller til Trump og advarer om risiko for amerikansk påvirkning i Grønland
»De amerikanske forsøg på at splitte Kongeriget har ikke været vores venskab værdigt,« lød den utvetydige kritik fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en tale på USA's nationaldag. Samtidig advarede han på et internationalt pressemøde om, at striden med Trump om Grønland hverken er løst eller overstået.
AARHUS
Det internationale pressemøde i de idylliske omgivelser i Den Gamle By i Aarhus skulle egentlig handle om det danske EU-formandskab og regeringens mange prioriteter og planer for Europa.
I stedet var Donald Trumps opsigtsvækkende trusler om at overtage kontrollen med Grønland tæt på at kapre dagsordenen under den 60 minutter lange seance, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blev beskudt med spørgsmål fra de tilrejsende internationale journalister.