»I har ikke gjort det godt nok for Grønland,« sagde Vance: Forsvarsekspert hørte godt nyt for Danmark
»Vi respekterer grønlændernes selvbestemmelse,« sagde USA's vicepræsident, J.D. Vance, da han fredag besøgte Grønland - med den vigtige tilføjelse, at det ville være bedst for dem at gøre, som Donald Trump har tænkt.
»Som I har hørt, har vi noget interesse for Grønland fra Trump-administrationens side.«
USA’s vicepræsident, J.D. Vance, var så flink at opsummere de seneste ugers amerikansk skabte diplomatiske krise, efter han fredag eftermiddag var steget af flyet på Pittufik Space Base i Grønland, og dermed selv gjorde sit for at nære krisen.
Efter en rundvisning og en militær briefing havde J.D. Vance, trukket luft ind til sin tale til de godt 150 soldater på basen og ikke mindst grønlænderne, danskerne og alle andre, der måtte lytte med.
»I har ikke gjort det godt nok for Grønland,« sagde J.D. Vance direkte mod Danmarks regering og beskyldte dem for at verbalt »angribe« Trumps regering.
Derefter slog han ind på en kurs, der handler om at ae grønlænderne med den ene hånd og give danskerne lussinger med den anden – med et umiddelbart mål at om skille de to ad.
»Vi respekterer grønlændernes selvbestemmelse. Vi tror på deres ret til selvbestemmelse. Vores argument er simpelt. Det er ikke rettet mod det grønlandske folk. Vores diskussion er med lederne af Danmark, som har underinvesteret i Grønland og sikkerhedsarkitekturen. Det er vores politik, at det skal ændre sig.«
I det citat og den øvrige tale kan man med lidt god vilje måske finde en sti ud af skovens mørke for Danmark, mener Jon Rahbek-Clemmensen, lektor og faglig leder ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet.