Fortsæt til indhold
International

Litauen kalder det en russisk terrorhandling: Brand i Ikea får Donald Tusk til at komme med advarsel kort før fredsforhandlinger

Litauen anklager den russiske militære efterretningstjeneste for at stå bag en brand i et Ikea-varehus. Sagen kan have forbindelse til flere sabotageaktioner i nabolandet Polen.

Efterforskningen af en påsat brand i en Ikea-butik i Litauen nåede mandag sin foreløbige kulmination.

Den litauiske anklagemyndighed mener, at den russiske militære efterretningstjeneste står bag branden.

Motivet skulle ifølge en talsmand fra anklagemyndigheden blandt andet være at finde i Ikeas logo.

Efterforskningen peger på forbindelser til mulig russisk sabotage i Polen, og det har fået Polens premierminister, Donald Tusk, til at komme med en advarsel.

En fjernstyret detonator udløste tilbage i maj 2024 en brand i et Ikea-varehus, og selvom ingen kom til skade ved branden, anser den litauiske anklagemyndighed branden for at være en terrorhandling. Efterforskningen har ifølge anklagemyndigheden vist, at den russiske militære efterretningstjeneste stod bag branden, men det var tilsyneladende maskeret gennem flere end 20 mellemled.

Talsmand for den litauiske anklagemyndighed Arturas Urbelis fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at Ikea-varehuset ikke var et tilfældigt mål. Ikea har som følge af krigen i Ukraine trukket sig ud af Rusland, og samtidig er »Ikeas farver de samme som det ukrainske flag, hvilket har en stærk symbolsk betydning,« siger talsmand Urbelis.

Den påsatte brand i en Ikea i Litauens hovedstad, Vilnius, kom hurtigt under kontrol. Arkivfoto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Efterforskningen har fundet frem til, at to mandlige ukrainske statsborgere blev tilbudt 10.000 euro – omtrent 75.000 kroner – for at starte branden. Begge mænd, der var henholdsvis 18 og 20 år på gerningstidspunktet, blev efterfølgende pågrebet i Litauen og i Polen, hvor de vil blive retsforfulgt.

Få dage efter den påsatte brand i Ikea i maj sidste år opstod en anden brand i nabolandet Polen. Her brændte et af Warszawas største shoppingcentre ned til grunden.

Heller ikke ved den brand kom nogen til skade, men den polske premierminister, Donald Tusk, var kort efter ude at sige, at det var »sandsynligt«, at russerne havde en finger med i spillet.

Ifølge The Guardian efterforsker Polen omkring 30 sager om planlægning eller udførelse af russisk sabotage lige nu.

Talsmanden for den litauiske anklagemyndighed, Arturas Urbelis, blev mandag spurgt, om efterforskningen havde vist tegn på en forbindelse til de polske sager.

»Det er indlysende, at de personer, vi har identificeret, gerningsmændene og mellemmændene, også er knyttet til de kriminelle handlinger begået i Polen,« sagde han ifølge The Guardian.

Udviklingen har fået den polske premierminister til at sende en stikpille mod Rusland forud for fredsforhandlingerne med USA, der ventes at nå en foreløbig kulmination med en telefonsamtale mellem Vladimir Putin og Donald Trump.

»Enestående perfiditet«

I oktober sidste år blev en lignende sag bragt frem i de polske medier. En ukrainsk mand blev angiveligt betalt 2.000 dollars af den russiske efterretningstjeneste for at sætte ild til en malerfabrik i byen Wrocław. Manden blev anholdt, før han nåede at gennemføre sabotageaktionen. Manden har siden erkendt, at han blev rekrutteret af den russiske efterretningstjeneste.

Donald Tusk kalder metoden med at bruge ukrainere for en »enestående perfiditet«, som man bør huske.

Tusk skriver i forlængelse af udmeldingen fra den litauiske anklagemyndighed en advarsel ud til sine allierede på det sociale medie X.

»Efterforskningen af den litauiske anklagemyndighed har bekræftet vores mistanke om, at de russiske efterretningstjenester er ansvarlige for at sætte ild til indkøbscentre i Vilnius og Warszawa. Godt at vide før forhandlinger. Sådan er naturen for dette land,« skrev han.

Rusland benægter at have gennemført nogen former for sabotageangreb og anklager i stedet Vesten for at opildne antirussiske følelser ved at skyde skylden på Moskva ved enhver hændelse.