USA har dræbt højtstående leder med tråde til al-Qaeda
USA har dræbt en leder fra Hurras al-Din, der er en væbnet gruppe i Syrien med bånd til al-Qaeda.
USA’s centralkommando har dræbt Muhammad Yusuf Ziya Talay i Syrien.
Han er den øverste militære leder for Hurras al-Din (Had), som er en al-Qaeda-tilknyttet organisation, der primært holder til i Syrien.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters lørdag, efter at USA har bekræftet angrebet.
- Som vi har sagt tidligere, vil vi fortsætte med at forfølge disse terrorister for at forsvare vores hjemland og allierede, siger general og øverstbefalende i USA’s centralkommando Michael Erik Kurilla ifølge Reuters.
Muhammad Yusuf Ziya Talay blev dræbt i et målrettet luftangreb i det nordvestlige Syrien 23. februar, skriver centralkommandoen i et opslag på det sociale medie X.
I opslaget har centralkommandoen vedhæftet en video, der angiveligt viser angrebet ske.
Videoen er optaget fra luften og viser en bil køre side om side med marker, da den kort tid efter bliver ramt af et luftangreb og drives til standsning.
- Hurras al-Din er en syrisk styrke med bånd til al-Qaeda, som deler al-Qaedas globale ambitioner om at gennemføre angreb mod amerikanske og vestlige interesser, udtalte det amerikanske militær efter et lignende angreb i august sidste år.
Her blev Abu-’Abd al-Rahman al-Makki, dræbt. Han var ligesom Muhammad Yusuf Ziya Talay leder i Hurras al-Din og havde ifølge amerikansk militær ”ansvar for at føre tilsyn med terroroperationer fra Syrien”.