Timeout i Europa. Tyskerne skal finde ny leder. Hvor længe kan vi vente?
Europa er kastet ud i frit fald og mangler en solid gren at klamre sig til. Det kan vare længe, inden den vokser frem, for når Tyskland går til valg, gøres det grundigt, og der kan gå en rum tid, før en ny regering er på plads.
Berlin
På Nicolassee Station i det sydvestlige Berlin har nogen placeret et skilt. Det ligner det, som man hænger på sin hoteldør, når man ikke vil forstyrres. Nazister må ikke komme ind, står der.
Skiltet blafrer på gelænderet ved trappen til S7, som bevæger sig gennem Berlins historie fra hovedbanegården i Potsdam, gennem Vestberlin og igen ind i det gamle Østberlin.
Fra vinduet i linje 7 skimtes området, hvor muren stod. Glaskuplen over Forbundsdagen og den mægtige kanslerbolig rager op i det, der engang delte Berlin, Tyskland og Europa. Det første gammelt og genopdaget, det andet spritnyt og omdiskuteret, da det blev indviet i 2001. Turde og ville Tyskland vise, at her bor en mand med magt?
Tysklands kansler har mere plads at boltre sig på end USA’s præsident.