AfD og Merz sejrede i Tysklands parlament. Spørgsmålet er nu, om begge kan bruge sejren til noget
Analyse: 348 stemmer har skrevet historie i Tyskland. For aldrig før har de konservative ladet sig hjælpe af det yderste højre. Tidligere kansler Angela Merkel advarer mod udviklingen.
Torsdag brød Altkanzlerin Angela Merkel den udskrevne regel om, at forhenværende partiformænd skal ses, ikke høres og slet ikke hviske gode råd til efterfølgeren højt.
På sin hjemmeside offentliggjorde hun en erklæring, som vanskeligt kan læses anderledes end som et frontalt angreb på Friedrich Merz. Manden, som er formand for Merkels parti, CDU, og hidtil har ligget lunt i svinget som favorit til at blive Tysklands næste kansler.
Merkel minder Merz om, hvad han sagde den 13. november 2024: at intet forslag skal stemmes igennem med et flertal bygget på Alternative für Deutschlands (AfD) stemmer.
Da viste Merz statsmandskab, fastslår Angela Merkel.
Onsdag demonstrerede Merz, at tre måneder er lang tid i politik, da han fremlagde sit forslag til omfattende stramninger af udlændingeloven og fik det snævre flertal hjem takket være stemmer fra AfD. 348 stemte for, mens 344 stemte imod forslaget.
Der er et før og efter 29. januar 2025 i tysk politik.