Kamp om Grønland: Midt i interviewet hiver Mette Frederiksen en forseglet pose frem, bryder den og læser højt
Midt i dramaet med Donald Trump skal regeringen også håndtere Grønlands ønske om selvstændighed. Statsministeren langer nu ud efter folketingsmedlemmers kendskab til selvstyreloven.
»Det er en bunden opgave. Og man kan altså godt, hvis man passer sit arbejde som regering, håndtere flere ting på én og samme tid.«
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ude i en vanskelig balancegang.
På den ene side skal hun håndtere Donald Trump, som fra sin nye position som USA’s præsident flere gange har sagt, at Danmark må se at finde ud af, hvordan hans ønske om at kontrollere Grønland kan opfyldes.
På den anden står Grønland foran et valg og med en opblussende debat om selvstændighed og ikke mindst et stort ønske om større indflydelse på udenrigspolitikken.
Da hun efter en lang dags rejse, som tirsdag bragte hende både til Berlin, Paris og Bruxelles, taler med Jyllands-Posten, griber hun efter en af de forseglede sikkerhedsposer, som endnu ikke er brudt. Mette Frederiksen flår i plasticposen, hiver akterne ud, tager sin briller på og retter blikket mod det papir, som ligger øverst i bunken.