Fortsæt til indhold
International

Jordbærplukkerne frygter Donald Trump

Donald Trumps valgløfte om, at han på sin første dag som ny præsident vil iværksætte den største massedeportation af illegale indvandrere i USA’s historie, har skabt frygt blandt indvandrere. De og nogle amerikanske storbyer forbereder sig på det værste.

CALIFORNIEN

Jordbærmarken lige bag Stillehavet ved byen Guadalupe i Californien giver hele svaret på, hvorfor Donald Trumps planer om at deportere millioner af illegale indvandrere synes dømt til at mislykkes.

Sjaklederen Maria og alle hendes 23 jordbærplukkere er fra Mexico og har ikke amerikansk opholds- eller arbejdstilladelse. De vil alle være kandidater til et ophold i en af de udvisningslejre, Trump har planer om at oprette for de millioner af migranter, han vil udvise.

»Selvfølgelig er vi alle bange for at blive sendt hjem. Ingen ved jo helt nøjagtigt, hvad vores næste præsident kan finde på. Men alle kan vel se, at det er en sindssyg idé. Her er ikke en eneste amerikaner, så alle disse jordbær vil rådne op. Og når vi er færdige med jordbærsæsonen, begynder vi på broccolien,« siger Maria og peger ud på grønne marker med mexicanske arbejdere, så langt øjet rækker.