Hverken en morsom tale eller et besøg på privaten satte sig spor, da præsidenter satte pen til papir
Mens Danmark kæmper for at få plads på verdensscenen, er indsatsen i bedste fald usynlig, når store statsledere skriver deres erindringer. Danmark bliver sjældent nævnt.
Han blev modtaget som det, han var: En stor mand. Han måtte ikke være i tvivl om, at han var velkommen. Husk blot butiksvinduerne:
Stormagasinet Illum havde anskaffet 40 små bronzestatuer af Den Lille Havfrue, som blev placeret under et stort portræt af den amerikanske præsident Bill Clinton, mens Royal Copenhagen stillede med tre gigantiske, skaldede porcelænsørne.
VU’s daværende formand, Troels Lund Poulsen, havde sikret sig billet til folkemødet med den amerikanske præsident på Nytorv i København den 11. juli 1997:
»Han blev tiljublet som en popstjerne,« huskede Troels Lund Poulsen mange år efter.
Clintons tale blev senere solgt som platte i en rubrikannonce i Jyllands-Posten. Først da sommeren var ved at gå på hæld, vovede Jørgen P. Kjær at pege på det forhold, at nok havde Clintons besøg sat enorme spor i Danmark, men hvad den anden vej?