Vulkanudbrud i Island er nået frem til en af landets største turistattraktioner
Tidligere er en fiskerby også blevet evakueret efter det syvende vulkanudbrud i området inden for mindre end et år.
Mange vil kende stedet fra deres ferier eller de billeder, der kan skabe drømme om at komme derhen.
Lige i øjeblikket er det imidlertid ikke muligt at rejse til Den Blå Lagune i Island.
En af landets største turistattraktioner er nemlig også blevet omfattet af det seneste vulkanudbrud, der er det syvende på den islandske Reykjanes-halvø inden for det seneste år ifølge islandske medier.
Den Blå Lagune er blevet evakueret, efter sort og orange lava er begyndt at dække dele af bl.a. parkeringspladsen foran området.
Det er uvist, hvornår gæster kan blive inviteret inden for igen, lyder meldingen fra ledelsen, der dog slår fast, at der ikke umiddelbart er risiko for beskadigelse af selve Den Blå Lagune.
Folk forsvinder fra fiskerby
Vulkanudbruddet opstod sent onsdag aften og skabte en sprække på tre kilometer mellem Stóra Skógfell og Sýlingafell. Det førte hurtigt til en evakuering af Grindavík og de 50 tilbageværende husstande i fiskerbyen.
De islandske myndigheder har meldt ud, at udbruddet kulminerede natten til torsdag.
Det er lidt under et år siden, at området blev ramt af det største udbrud i 800 år.
»Sidste gang, at det var så stort på Reykjanes-halvøen, var i 1240,« konstaterede seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Thomas Find Kokfelt, over for Jyllands-Posten i december 2023.
Allerede en måned inden da var de daværende 3.600 indbyggere i byen Grindavík blevet bedt om at forlade deres hjem efter voldsom seismisk aktivitet, som varslede et snarligt udbrud.
Set over hele Island skal man tilbage til 2014-2015 for at finde det største vulkanudbrud i nyere tid. Dengang var det vulkanen Bárðarbunga, som i et halvt år spyttede lava ud over 84 km2. Det blev det største udbrud, siden det vulkanske område Laki begyndte at rumle i 1783. Først otte måneder senere sluttede udbruddet, der er blevet kaldt det største på Jorden siden sidste istid og kom til at påvirke resten af verden.