Verdens rigeste mand og Donald Trump Jr. hylder dansk Miss Universe – af en særlig årsag
Den danske vinder af Miss Universe hyldes af magtfulde mænd som Elon Musk og Donald Trump Jr., og det er der en særlig årsag til.
»WE ARE SO BACK!!!« afslutter den nyvalgte amerikanske præsidents søn Donald Trump Jr. et opslag på X, tidligere Twitter. Under opslaget afspilles en video med danske Victoria Kjær Theilvig, som netop har vundet titlen som Miss Universe.
Elon Musk, verdens rigeste mand og Donald Trumps tætte allierede i præsidentvalgkampen, har også delt et billede af danskeren.
Årsagen?
At hun er en hvid, ciskønnet kvinde.
»Biologiske og objektivt attraktive kvinder får lov til at vinde skønhedskonkurrencer igen,« skriver Donald Trump Jr. også i sit opslag på X, inden han altså afslutter teksten med »WE ARE SO BACK«.
Over billedet, som Elon Musk har delt, står der »Breaking: Internettet i chok efter et attraktivt biologisk kvindeligt menneske med sund vægt vinder Miss Universe.«
— Elon Musk (@elonmusk) November 18, 2024
Lignende opslag kan findes blandt flere amerikanske højrefløjsbloggere, som kalder danske Victoria Kjær Theilvigs kåring som verdens smukkeste kvinde for en sejr over »woke« og politisk korrekthed.
»Miss Danmark er det nye Miss Universe. Formentlig den første blonde, hvide pige med blå øjne, der har vundet i evigheder. Og hun har ikke en ”dong” (en penis red.). Det er Trump-effekten,« skriver Ian Miles Cheong, som er kendt for sin højreorienterede opslag på sociale medier og især X, hvor han har mere en 1 mio. følgere.
Historisk er der dog ikke noget, der tyder på, at en transkønnet skulle vinde. Kun to gange har transkønnede deltaget i konkurrencen, og ingen af dem er kommet i nærheden af at vinde.
I 2022 blev det muligt for bl.a. gifte og transkønnede kvinder at deltage i Miss Universe-konkurrencen. Det skete, da den thailandske forretningskvinde Anne Jakkapong Jakrajutatip, som selv er transkønnet, opkøbte konkurrencen samme år.
Sidste år deltog to transkønnede kvinder i Miss Universe. Rikkie Valerie Kolle fra Holland og portugisiske Marina Machete – sidstnævnte endte i top 20.
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, som tidligere har ejet skønhedskonkurrencen, har også taget afstand fra transkønnede personer. I sin valgkampagne lovede Trump bl.a. at »forbyde mænd at deltage i kvindesport«.
Det sker på trods af, at han tilbage i 2012 mente, at transkønnede burde kunne deltage i Miss Universe, som han dengang ejede. Han hyldede endda en transkønnet kvinde, Jenna Talackova, der deltog i en canadisk skønhedskonkurrence.
Victoria Kjær Theilvig er den første dansker til at vinde titlen.
Lørdag blev hun kronet på scenen i Mexico foran Nigerias Chidimma Adetshina og Mexicos Maria Fernanda Beltran, der blev henholdsvis nummer to og tre i konkurrencen.
Op til udnævnelsen af Miss Universe gennemførte 130 deltagende kvinder flere runder med konkurrencer.