Fortsæt til indhold
International

Israel eliminerer Hizbollah-ledere én efter én og sætter kryds i et organisationsdiagram

Ifølge en militær tænketank er 21 af de 25 øverste ledere af Hizbollah blevet dræbt.

Israel går målrettet efter at udrydde ledelsen af Hizbollah-bevægelsen. Og flere topfigurer, både militære og politiske, er allerede blevet elimineret.

Søndag bekræftede Hizbollah, at en af de højtstående politiske ledere, Nabil Kaouk, der var næstformand for Hizbollahs centrale råd, blev dræbt i et luftangreb i det sydlige Beirut. Lørdag bekræftede Hizbollah, at dets øverste leder og generalsekretær, Hassan Nasrallah, også blev dræbt i et israelsk luftangreb.

Dermed er syv topfigurer fra organisationen meldt dræbt af Israel på mindre end en uge.

Det israelske militær (IDF) har udsendt et organisationsdiagram, hvor det fremgår at 10 af 11 militære Hizbollah-ledere er blevet dræbt.

En række politiske ledere er også blevet dræbt de seneste uger.

Ifølge en analyse fra den militære tænketank Institute for the Study of War (ISW) er 21 af de 25 øverste ledere af Hizbollah blevet dræbt.

Ifølge Institute for the Study of War (ISW) er 21 ud af de 25 øverste ledere af Hizbollah blevet dræbt.

Organisatorisk lammelse

Ifølge ISW’s analyse er Hizbollah lige nu midlertidig lammet af de mange mistede ledere.

»Hizbollah ser ud til at lide af midlertidig organisatorisk lammelse, fordi den har hverken reageret militært på Israels angreb, formået at forhindre Israels målrettede udryddelse af ledelsen eller tage de nødvendige skridt for at beskytte lederne,« står der i analysen.

Hizbollah-bevægelsen har dog en professionel og veltrænet militærstyrke, og derfor vil nye ledere træde frem i den kommende tid, vurderer ISW.

»Alle de befalingsmænd, som Israel har dræbt, har efterfølgere, som i princippet burde kunne udfylde de roller og hjælpe militærstyrken med at komme sig, selv om de vil overtage rollen under ekstremt vanskelige omstændigheder og under stort intenst pres,« lyder det i analysen.

Samme vurdering kommer fra Anne Kirstine Rønn, der er mellemøstforsker på London School of Economics:

»Man har tidligere anslået, at Hizbollah har 2.500 toptrænede elitekrigere i den såkaldte Radwan-styrke. Vi ved ikke, hvor mange der er blevet dræbt eller såret som følge af Israels angreb. Men Hizbollah har et stort antal kompetente medlemmer. Mange yngre medlemmer har allerede erfaring med at lede på lokalt- og mellemniveau i Hizbollah,« sagde Anne Kirstine Rønn til Jyllands-Posten i weekenden.