Dårligt nyt for Putin: Fire hardlinere på centrale EU-poster vil skærpe kursen over for Rusland
En hårdtslående kvartet af Rusland-kritikere på centrale poster i den nye EU-Kommission er en klar advarsel til den russiske præsident. EU’s kommende forsvarskommissær har allerede skruet op for blusset.
Europa skal hurtigt igangsætte en omfattende militær oprustning og forberede sig på, at Rusland i løbet af seks til otte år er klar til en militær konfrontation med Nato og EU.
Sådan lød den barske advarsel for nylig fra Andrius Kubilius, der i september blev indstillet som EU’s første forsvarskommissær nogensinde.