Fortsæt til indhold
International

Demokraterne skifter strategi – nu skal Trump gøres lille

Først var han en kvindehadende racist, senere en farlig autokrat. Nu har Demokraterne skiftet strategi i forsøget på at vriste vælgere fra Donald Trump. Obamas bevægelse med hænderne fortæller hele historien.

CHICAGO/KØBENHAVN

Pointen var så dårligt maskeret, at det var svært at være i tvivl.

Scenen var sat af tidligere præsident Barack Obama, der i sin tale ved Demokraternes konvent i Chicago tirsdag angreb Donald Trump for at brokke og beklage sig.

»Der er de barnlige øgenavne, de skøre konspirationsteorier,« remsede han op:

»Denne underlige besættelse af mængden af tilskuere.«

Imens førte Obama hænderne mod hinanden, så afstanden imellem dem blev mindre og mindre. Han kiggede ned, som for at sikre sig, at tilhørerne forstod, at han med hænderne ikke henviste til det vigende antal tilskuere ved den republikanske præsidentkandidats famøse rallies, men derimod størrelsen på Trumps mandighed.

Publikum grinede. Klippet gik viralt på sociale medier. Men det var mere end blot en tilsyneladende beskidt vittighed.