Fortsæt til indhold
International

Lukasjenko: En tredjedel af Belarus' hær er ved Ukraine-grænse

Belarus beskylder Ukraine for at planlægge militær provokation og advarer om egen styrke.

/ritzau/Reuters

Næsten en tredjedel af den belarusiske hær er blevet sat ind ved grænsen til Ukraine.

Det siger Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, ifølge det statsejede belarusiske nyhedsbureau Belta.

Lukasjenko regnes for at være blandt Putins nærmeste allierede.

Han siger, at den belarusiske troppeopbygning er en reaktion på, at Ukraine har udstationeret over 120.000 soldater ved grænsen. Det er en påstand, som han ikke umiddelbart understøtter med beviser.

»Som følge af deres aggressive politik har vi udstationeret vores militær og placeret det specifikke steder – i tilfælde af krig skal de være et forsvar,« siger han.

Lukasjenko kommer ikke med præcise tal. Den professionelle belarusiske hær har omkring 48.000 soldater og omkring 12.000 statslige grænsesoldater. Det fremgår af rapporten Military Balance fra 2022 af tænketanken International Institute for Strategic Studies.

Lukasjenko, som lod Rusland angribe Ukraine fra det sydlige Belarus i 2022, har tidligere sagt, at de ukrainske tropper kan være et tegn på, at Ukraine har planer om et angreb. Det er ligeledes en påstand, han ikke har underbygget.

En talsperson for Ukraines grænsevagter siger til det ukrainske medie Ukrajinska Pravda, at situationen ved grænsen ikke har ændret sig.

»Som vi kan se, ændrer Lukasjenkos retorik sig heller ikke,« siger talsmand Andrij Demtjenko.

Han beskylder Lukasjenko for ”konstant at eskalere situationen for at behage terroristlandet”.

Lukasjenko har været ved magten i tre årtier. Han har blandt andet ladet Rusland placere atomvåben i Belarus.

Belarus’ forsvarsminister, Viktor Khrenin, sagde fredag, at der er stor sandsynlighed for en militær provokation fra Ukraine. Han siger, at situationen ved grænsen fortsat er anspændt.