Fortsæt til indhold
International

Briterne vil have asylmilliarder retur fra Rwanda - men de har ikke krav på noget, lyder det fra Kigali

Storbritanniens tidligere regering sendte 2,4 mia. kr. til Østafrika som led i asylaftalen, som nu er skrottet.

Storbritannien vil prøve at få penge tilbage, efter at landets ny Labour-regering har skrottet planerne om at sende asylsøgere til Rwanda.

Som led i asylaftalen med Rwanda sendte den tidligere konservative regering ifølge The Times 270 mio. pund – knap 2,4 mia. kr. – til Kigali, hvor et hotel står klar til at modtage de første asylsøgere. Men det lykkedes aldrig at få nogen afsted, og nu vil premierminister Keir Starmers regering forsøge at få så meget som muligt betalt tilbage.

Der er dog som udgangspunkt ikke noget at komme efter, lyder det fra regeringen i det østafrikanske land, som fastholder, at man ikke er forpligtet til at betale noget som helst.