Nato-lande overvejer at sende militære instruktører fra Vesten ind i Ukraine
Mens russiske invasionsstyrker rykker bekymrende hurtigt frem i det nordøstlige Ukraine, pønser flere Nato-lande på at sende soldater ind i selve Ukraine for at træne soldater. Det vil trække den vestlige forsvarsalliance dybere ind i krigen.
Vesten har adskillige gange flyttet sin egen røde linje for, hvad der kan leveres af våben og militær støtte til Ukraine uden selv at blive regnet for en aktiv deltager i krigen.
Umiddelbart efter den russiske invasion i Ukraine den 24. februar 2022 afstod de fleste vestlige lande fra at levere dødbringende våben af skræk for at udløse Vladimir Putins vrede.
Tyskland sendte 5.000 militærhjelme, fra Danmark kom der skudsikre veste, mens andre kun ville levere defensive våben.
Siden har den selvpålagte grænse bevæget sig markant i både USA og Europa. Restriktionerne er forsvundet og skridt for skridt er der skruet mere og mere op for støtten med levering af avancerede kampvogne, luftforsvarssystemer, missiler, langtrækkende artilleri, og snart ankommer de første F-16-fly fra bl.a. Danmark til det krigshærgede land.
Nu pønser flere Nato-lande på et nyt skridt, som de fleste hidtil har afvist, og som Kreml har advaret kraftigt mod.