I dette land er der større salg i bleer til ældre end til børn
Der er sket et kraftigt fald i salget af bleer til børn.
Det handler om udbud og efterspørgsel.
For når barnenumserne bliver markant færre, falder behovet for bleer tilsvarende. Det har det japanske bleproduktionsfirma Oji Holdings nu taget konsekvensen af.
Ifølge BBC har firmaet således valgt at stoppe produktionen af bleer til børn, men til gengæld øge produktionen af bleer til voksne. Det er en direkte afspejling af et land, hvor fødselsraten i årevis har været stærkt nedadgående.
I 2023 blev der født et rekord lavt antal børn i Japan. 758.631 så dagens lys, hvilket var en nedgang på 5,1 pct. i forhold til året før. Samtidig falder også antallet af indgåede ægteskaber. Faldene sker på trods af flere indsatser for at få japanere til at stifte familie.
Oji Holdings oplyser ifølge BBC, at man har oplevet et kraftigt fald i efterspørgslen på bleer til børn, og at man derfor indstiller produktionen i september.
I september lød det ifølge CNN fra de japanske myndigheder, at mere end 10 pct. af Japans befolkning er 80 år eller ældre. Hvis man ser på gruppen på 65+, udgør den 29,1 pct. af befolkningen.
Den japanske fødselsrate ligger på 1,374 børn pr. kvinde. Der bor 125 mio. mennesker i Japan.
Det er dog ikke Japan, men Sydkorea som har verdens laveste fødselsrate. Den ligger på 0,84 barn pr. kvinde.