Fortsæt til indhold
International

Den danske stat sagsøges for våbensalg til Israel

Udenrigsministeriet med Lars Løkke Rasmussen (M) i spidsen og Rigspolitiet stævnes i principiel sag om muligt ulovligt salg af våben til Israel.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bliver en hovedperson i en retssag om muligt ulovligt salg af danske våben til Israel.

Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International Danmark og Oxfam Danmark lægger i samarbejde med den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq sag an mod den danske stat for våbensalg til Israel.

Det oplyste ngo’ernes respektive generalsekretærer tirsdag ved et pressemøde foran Københavns Byret.

Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke (i midten), Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark (yderst til venstre), og Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark (yderst til højre), under pressemødet foran Københavns Byret. Maha Abdallah (nummer to fra venstre), talsperson for den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq, deltog også. Foto: Gregers Tycho

Generaldirektørerne mener, at det israelske militær bruger danske våben til at begå krigsforbrydelser i Gazastriben. De vil derfor have standset al dansk våbeneksport til Israel.

»Det er vores vurdering, at Danmark lige nu overtræder de internationale regler for våbenhandel, fordi der er en klar risiko for, at de våben og det militære udstyr, vi direkte og indirekte eksporterer til Israel, bliver brugt til at begå alvorlige forbrydelser mod civile i Gaza,« sagde generalsekretæren for Amnesty International Danmark, Vibe Klarup, til pressemødet.

Hun forklarede yderligere, at Danmark har underskrevet to internationale traktater om våbenhandel i henholdsvis FN- og EU-regi.

Begge traktater siger, at våbeneksport skal standses, hvis der er en risiko for, at de eksporterede våben bruges til overtrædelser af folkeretten.

Folkeretten er de internationale regler for krigsførelse og beskyttelsen af ofrene for væbnede konflikter.

De tre ngo’er er ifølge Klarup »ikke i tvivl om«, at denne risiko er til stede i forbindelse med Israels krigsførelse i Gazastriben.

Siden det israelske militær indledte sin offensiv i kølvandet på Hamas’ terrorangreb mod Israel i oktober 2023, er tusinder af civile i Gazastriben blevet dræbt, og store dele af området blevet jævnet med jorden.

Til pressemødet sagde Klarup, at Amnesty International har dokumenteret flere israelske bombeangreb, der ikke skelner mellem civile og militære mål.

»Det er angreb, der udsletter hele familier,« sagde hun.

En »ekstremt vigtig« sag

Specifikt retter ngo’erne deres sagsanlæg mod Udenrigsministeriet med Lars Løkke Rasmussen (M) i spidsen og Rigspolitiet.

Rigspolitiet, fordi det godkender al dansk våbeneksport. Udenrigsministeriet, fordi det fastlægger vilkårene for disse godkendelser.

Det oplyste Emil Kiørboe fra Kontra Advokaterne, som fører sagen på vegne af ngo’erne, ved pressemødet.

»Vi mener, at det er en ekstremt vigtig og principiel sag,« sagde han yderligere.

Der er ikke fuld klarhed over omfanget af danske virksomheders våbeneksport til Israel.

Til pressemødet sagde Vibe Klarup, at deres sag drejer sig om både »direkte og indirekte våbeneksport til Israel«.

Vibe Klarup (tv.), generalsekretær i Amnesty International Danmark, taler til tirsdagens pressemøde. Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, ses ved hendes side. Foto: Gregers Tycho

Gennem Dagbladet Information og mediet Danwatchs afdækning er det tidligere kommet frem, at den danske eksport blandt andet indebærer reservedele til Israels F-35-kampfly.

Medierne har afdækket, hvordan der i samtlige israelske F-35-kampfly er dele, som er med til at styre kampflyets affyring af bomber og missiler, som er produceret af den danske virksomhed Terma. Men andre danske virksomheder er altså også leverandører.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen oplyste på et samråd i Folketinget i januar, at Danmark ikke har foretaget nogen konkrete vurderinger af 15 danske virksomheder, der producerer reservedele til israelske F-35-kampfly.

De danske myndigheder har ifølge Information i stedet lavet en rammegodkendelse af F-35-reservedele.

Godkendelsen indebærer, at de danskproducerede reservedele eksporteres til USA, hvor F-35-kampflyene produceres, men godkendelsen tager ikke stilling til, hvad Israel så bruger kampflyene til, når de er købt.

Folkeindsamling igangsættes

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, sagde til pressemødet, at ngo’erne har til hensigt at gøre så mange danskere som muligt til »en del af« retssagen.

»Vi har behov for at få genbekræftet Danmarks ansvar for at sikre den humanitære folkeret,« sagde han.

Et hus i Gazastriben ses ødelagt efter et israelsk luftangreb i februar. Foto: Abed Rahim Khatib/ picture-alliance/dpa/AP Images

For at opnå dette vil ngo’erne derfor i de kommende uger iværksætte en kombineret oplysnings- og indsamlingskampagne. De vil oplyse danskerne om den humanitære folkeret og samle penge ind fra dem, som ønsker at støtte retssagen.

»Hvis det bliver straffrit at overtræde folkeretten, har den ikke meget værdi, og så lever vi alle i en farligere verden – desværre er det lige præcis det, der er ved at ske,« sagde Whyte til pressemødet.

Hollandsk sag

Den dansk stævning kommer i kølvandet på en opsigtsvækkende kendelse fra en appeldomstol i Holland.

Der havde flere hollandske ngo’er lagt sag an mod den hollandske stat for at standse al hollandsk eksport af reservedele til israelske F-35-kampfly.

Et israelsk F-35-fly ses ved en flyveopvisning nær en israelsk luftbase i sommeren 2023. Arkivfoto: Tsafrir Abayov/AP

Appeldomstolen dømte til fordel for ngo’erne og beordrede den hollandske eksport af reservedelene standset netop på grund af risikoen for, at de israelske kampfly bliver brugt til at begå krigsforbrydelser i Gazastriben.

Domstolen fastslog, at der er »en klar risiko for, at der begås alvorlige overtrædelser af den humanitære krigsret i Gazastriben med Israels F-35-kampfly«.

Den hollandske regering har anket sagen til landets højesteret, hvor der nu afventes en afgørelse.

Artiklens emner
EU