Fortsæt til indhold
International

Analyse: Trumps sejr lørdag er et klart signal om, hvor magten ligger blandt Republikanerne

Det gamle republikanske parti svinder mere og mere ind. Det demonstrerede Donald Trump brutalt med sin massive sejr lørdag.

Med en knusende sejr over den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley lørdag i det republikanske primærvalg i sydstaten South Carolina, slog Donald Trump én gang for alle fast, hvem der har magten i Det Republikanske Parti.

Sejren kommer efter et dramatisk opløb, hvor Nikki Haley har forsøgt at præsentere sig selv som den eneste af de to kandidater, der kan bringe partiet tilbage til magten i USA. Men lørdag måtte den tidligere FN-ambassadør konstatere, at hendes budskab ikke rakte til en sejr.

Trump fik 59,8 pct. af stemmerne, mens Haley måtte nøjes med 39,5 pct., hvilket er en del færre end de 43 pct., hun for lige godt en måned siden fik under primærvalget i New Hampshire.

Et kæmpe slag

Nederlaget er et kæmpe slag for Nikki Haley.

Det foregik i hendes egen hjemstat, hvor hun fra 2011 til 2017 var guvernør. Normalt betragtes den slags som en fordel for en præsidentkandidat. Men sådan gik det altså ikke lørdag.

Under sin valgkamp har Donald Trump haft held til at vinde ved at fokusere benhårdt på migrationspolitikken og de budskaber, han har lanceret som en del af sin egen Make America Great Again MAGA-bevægelse.

Derfor var valget lørdag ifølge mange ikke blot et spørgsmål om, hvem Republikanerne valgte som deres næste præsidentkandidat. Det handlede også om den magt, Donald Trump har over Det Republikanske Parti.

I en tale under en valgfest i South Carolinas hovedstad Columbia satte Donald Trump trumf på ved efter sejren at sige, at han aldrig havde »set Det Republikanske Parti så samlet, som det er nu.«

»Det her kan virkelig noget. Det (valgresultatet, red.) kom lidt hurtigere, end vi havde forventet,« sagde han, mens folk hujede i ét stort jubelbrøl.

Med sejren i South Carolina er Donald Trump endnu større favorit til at kunne vinde resten af primærvalget. Den 5. marts under den såkaldte Super Tuesday står kampen i 15 stater, hvor kandidaterne kæmper om at vinde 874 af de i alt 2.429 republikanske delegerede, som de tager med sig i den videre kamp om at blive Republikanernes næste præsidentkandidat.

Allerede før valgnederlaget var en realitet, sagde Nikki Haleys kampagneleder, Betsy Ankney, at hendes stab har kastet millioner af dollars i at vinde over Donald Trump på Super Tuesday:

»Haley har været underdog i dette løb hele tiden. Vi ved, at Trump er en altødelæggende kraft. Vi ved, at han er stærk. Vi ved, at han har været de facto leder af partiet de seneste otte år. Derfor kræver det meget at bryde med ham i dag,« sagde hun.

Lørdag aften fortsatte den tidligere South Carolina-guvernør Nikki Haley i samme tonefald, da hun under et valgmøde i Charleston sagde, at hun trods nederlaget i sin egen hjemstat ikke har tænkt sig at give op:

»Jeg er en kvinde, der holder sit ord,« sagde hun med henvisning til sit løfte om at blive i ræset indtil Super Tuesday og fortsatte:

»Jeg opgiver ikke denne kamp.«

Ifølge avisen New York Times brød en af Nikki Haleys tilhængere, den 72-årige Gina Bankov, ud i gråd, da det stod klart, at Donald Trump havde vundet:

»Jeg troede bare, at der ville ske noget mirakuløst i aften,« sagde hun.

Massivt opbrud

Sejren i South Carolina kommer, samtidig med at Det Republikanske Parti står over for et massivt politisk opbrud i sin flere årtier gamle historie. Under Den Kolde Krig kæmpede partiet med den republikanske præsident Ronald Reagan i spidsen en hård kamp mod det tidligere Sovjetunionen.

Imidlertid mener flere af Donald Trumps kritikere, at han med sin USA-først-strategi har undsagt partiets lange tradition for at føre en aktiv udenrigspolitik over for resten af verden. Samtidig mener de, at Donald Trumps politik er populistisk, og at han har omdannet partiet til sin egen personkult.

En af Donald Trumps skarpeste kritikere er det tidligere, fremtrædende republikanske kongresmedlem Liz Cheney. Forleden advarede hun om, at der i Det Republikanske Parti var opstået en fløj, der på farlig vis støttede Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Jeg tror, vi er nødt til at tage Donald Trump meget alvorligt,« sagde hun og fortsatte:

»Det handler om, at Putin-fløjen i Det Republikanske Parti ikke overtager vestfløjen i Det Hvide Hus,« sagde hun med henvisning til MAGA-fløjen og Donald Trumps manglende støtte til Ukraines krig mod Rusland.

I forrige uge fik bekymringerne endnu mere næring, da Donald Trump meddelte, at han ønsker at ændre på formandskabet i den Republikanske Nationale Komité (RNC). Komitéen betragtes som enormt magtfuld, fordi den leder Det Republikanske Parti på landsplan.

Donald Trumps svigerdatter Lara Trump er blevet udset til en fremtrædende post i Det Republikanske Parti. Foto: Win Mcnamee, Getty Images via AFP.

Bl.a. vil Donald Trump indsætte sin svigerdatter Lara Trump som næstformand i komitéen, hvilket har skabt frygt for, at den tidligere præsident er ved at omdanne Det Republikanske Parti til et slags privat familieforetagende.

Med sejren lørdag skriver Donald Trump historie ved at være den første ikkesiddende republikansk præsidentkandidat, der har vundet primærvalget i både New Hampshire, Iowa og i South Carolina.

Flere medier tolker det som et bevis på, hvor populær Donald Trump er blandt flertallet af vælgerne i Det Republikanske Parti.