Løkke advarer: Trump vil være langt mere velforberedt i anden runde
En voksende militær trussel fra Rusland og et muligt comeback til Trump i Det Hvide Hus sætter Europa under voldsomt pres, og begge udfordringer fører samme uafvendelige sted hen, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
På allernærmeste hold har Lars Løkke Rasmussen i sin tid som statsminister oplevet Donald Trump overfuse europæiske allierede for at betale for lidt til forsvaret og hørt den tidligere amerikanske præsident så alvorlig tvivl om USA’s støtte til Nato.
Derfor er der ifølge den danske udenrigsminister grund til at tage det alvorligt og forberede europæiske modtræk, når Trump midt under en krig i Europa genopliver truslerne mod europæiske Nato-allierede og skaber fornyet usikkerhed om den transatlantiske alliance.
»Selv om det kan være svært, skal man tage Trump alvorligt. Det har jeg jo selv lagt ryg til i de år, hvor jeg havde en direkte kontakt med ham,« siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et interview med Jyllands-Posten.