Biden har forbudt Tiktok – nu bruger han det selv i valgkampen
Begge fløje af amerikansk politik overvejer at forbyde det kinesiske sociale medie Tiktok i USA. Men nu er præsident Joe Biden selv debuteret på Tiktok trods sin regerings skarpe kritik af mediet.
Præsident Joe Biden har netop haft en opsigtsvækkende debut på Tiktok i en kort video, som er blevet lagt ud på det sociale medie af hans valgkampagne.
Men ligesom sin forgænger i Det Hvide Hus, Donald Trump, er Joe Biden stærkt kritisk over for det kinesiskejede Tiktok og har endda forbudt sine egne ansatte at have Tiktok-appen på deres arbejdsmobiler.
Det kontroversielle, men populære sociale medie er blevet en vigtig brik i stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina, men samtidig kan Tiktoks rolle i den forestående valgkamp nu blive betydelig.