Zelenskyj har lagt sin indkomst ud til offentlig skue
Ukraine kæmper med korruption, og i front for kampen sidder præsident Zelenskyj. Han gik bl.a. til valg på bekæmpelse af netop det.
Korruption er ingen by i Rusland for Ukraine.
Men på vej mod landets optagelse i EU, tiltager kampen mod korruptionen. Det seneste skridt på vejen kommer helt fra toppen. Præsident Zelenskyj har nemlig fremlagt sin egen indkomst for årene 2021 og 2022.
Og det er ikke bare et politisk stunt, men et skridt, der har reel betydning. Det vurderer Jesper Olsen, der er formand for den danske afdeling af Transparency International.
»Zelenskyj blev valgt, fordi han ville lave et program mod korruption. Og han er kendetegnet ved, at han faktisk har gjort noget ved det, og at han også gjorde noget før krigen,« siger han.
Europarådet anbefaler, at politikere fremlægger og deklarerer deres økonomiske interesser, forklarer Jesper Olsen. Dermed er det et skridt i den rigtige retning, når Zelenskyj lægger sin egen indkomst ud til offentligt skue.
Præsidenten opfordrede i samme ombæring også andre højtstående folk i regeringen til at gøre det samme.
Både før og under krigen har der været flere sager om korruption og anklager om selvsamme, som Zelenskyj og hans regering har måttet forholde sig til. Af de mere kuriøse kan nævnes en sag om vinterjakker, som på deres vej fra oprindelseslandet i Tyrkiet, hvorfra de var bestilt, og til de landede i Ukraine, steg markant i pris.
Den sag, og flere andre, foranledigede spekulationer om, hvorvidt den tidligere forsvarsminister Oleksii Reznikov ville blive erstattet. Han er siden gået af, dog ikke pga. korruptionsanklagerne mod hans ministerium, men, sagde Zelenskyj dengang, fordi der var brug for nye kræfter i toppen af ministeriet.
Selvom historier som denne om korruption i Ukraine altså kommer frem i lyset, er det ikke i sig selv en dårlig tendens. Ukraine er i år gået tre point frem på Transparency Internationals liste over udbredelsen af korruption i lande verden over.
Og netop det at flere sager kommer frem i lyset, har været en medvirkende faktor i landets fremskridt på listen.
»Sagerne kommer frem, og de bliver håndhævet. Man putter ikke bare med dem,« siger Jesper Olsen.
»Den anden ting, der gør, at Ukraine rykker sig frem, er opfattelsen blandt de folk, der driver forretning i landet. Bevægelsen i Ukraine opfattes som den rigtige, både på myndighedssiden men også ude blandt de erhvervsdrivende«
Med til historien om Ukraines fremgang hører, at landet stadig er præget af »masser af korruption«. Jesper Olsen sammenligner udviklingen med en supertanker, der vil tage tid om at ændre kurs. Det gode er, at vi hører om sagerne, og at myndighederne håndhæver dem.
Men der er stadig lang vej endnu.
I 2022 tjente Voldymyr Zelenskyj ifølge sin egen opgørelse det, der svarer til ca. 676.000 danske kr.