Kærlighedens tempel har en bagside – især for kvinderne
Lige uden for en af Indiens absolut største turistattraktioner lever befolkningen på mange måder stadig, som dengang det verdensberømte mausoleum blev bygget.
AGRA, INDIEN
Tre timers kørsel syd for New Delhi dukker det op af tågen, et af verdens syv vidundere.
Dynen over den hvide bygning minder mistænkeligt om den fæle smog fra Indiens forurenede hovedstad, men vores guide, Ranjeet, insisterer på, at det bare en smule morgendis.
Klædt i hvide marmorsten med indlagte ædelstene er Taj Mahal ikke blot et 370 år gammelt arkitektonisk mesterværk i perfekt symmetri hele vejen rundt.
Det har fået tilnavnet ”Kærlighedens Tempel”.
Men de romantiske vibrationer har ikke formået at smitte af på livet uden for murene af parken, der omkranser vidunderet i hjembyen Agra.
Ude i landsbyerne gælder der ingen romantiske regler, når unge skal finde deres udkårne.