Den sidste af Daniels Ryes fangevogtere fra IS-terrorgruppe får otte års fængsel
Aine Davis er dømt for at finansiere terror. Tilhørte grusom gruppe, der var danske Daniel Ryes fangevogtere.
En kæmper for Islamisk Stat (IS), der var en del af den morderiske gruppe i Syrien The Beatles, er ved en domstol i London idømt otte års fængsel for terrorforbrydelser.
Den dømte, Aine Davis, var sammen med de øvrige i kvartetten opkaldt efter den berømte beatgruppe fra Liverpool.
Gruppens islamistiske medlemmer kom alle fra London. De var det danske gidsel Daniel Ryes fangevogtere.
Davis erkendte sig i sidste måned skyldig i to anklager: For at have finansieret terror mellem 2013 og 2014 og for at være i besiddelse af et skydevåben, som skulle bruges i forbindelse med terror.
Davis blev sidste år løsladt i Tyrkiet efter at have siddet fængslet som medlem af IS.
Han blev anholdt, da han ikke lang tid efter landede i Storbritannien. Han har nægtet at være en del af The Beatles.
Også Daniel Rye har tidligere afvist over for Jyllands-Posten, at Davis skulle have været medlem af den brutale gruppe.
»Selvfølgelig var Aine Davis en del af IS og derved medvirkende til deres aktiviteter. Men han skal skilles ad fra de tre andre beatles og have sin egen retssag uafhængig af dem. Aine Davis var faktisk, i modsætning til de tre andre beatles, ret rolig, høflig og gjorde sit job uden at påføre os ubegrundet smerte og frygt,« sagde han i 2022.
Daniel Rye blev under sit fangenskab i Syrien mishandlet og tortureret. Han var gidsel sammen med blandt andre den amerikanske journalist James Foley, der blev halshugget.
Lige som de tre øvrige IS-medlemmer i The Beatles er Davis opvokset i den vestlige del af London.