Fortsæt til indhold
International

Efterretninger peger på russisk stormobilisering

Britiske efterretninger sætter tal på Ruslands mobilisering for 2023. Ukraine ser en desperat modstander, men en fhv. general ser Rusland tilpasse sig Putins strategi.

Det britiske forsvarsministerium peger i dets seneste efterretnings-opdatering på, at Rusland har planer om at have mobiliseret 420.000 russere til hæren, inden året er omme.

Vurderingen er delvist baseret på, at Rusland fhv. premierminister Dmitrij Medvedev, som nu er næstformand i landets sikkerhedsråd, har udtalt, at man allerede har rundet 280.000 rekrutteringer. Dette er dog ikke bekræftet yderligere end ved Medvedevs udtalelse.

Ifølge briternes vurdering har det store træk på især unge mænd til hæren haft en betydeligt negativ effekt for Ruslands økonomi, fordi det skaber mangel på arbejdskraft. Efterretningsopdateringen citerer Yegor Gaidar Institute for Economic Policy for, at især industrien er ramt. Men den bemærker også, at man fra centralt hold i Rusland har særligt fokus på at forsøge at afbøde effekten for it-personale i det private erhvervsliv.

Det sidstnævnte har man forsøgt ved, at it-ansatte nu er undtaget fra værnepligt op til de er 30 år i stedet for 27 år som hidtil.

»Dette tydeliggør, at mobiliseringen og værnepligten i Rusland har forværret manglen på arbejdskraft uden for forsvaret. I opløbet til det russiske præsidentvalg i marts 2024 vil russiske myndigheder formentlig forsøge at undgå yderligere upopulære mobiliseringer.«

Ukraines vurdering af sagen lyder, at 420.000 nye rekrutteringer i 2023 i Rusland faktisk er et lavt estimat. Ukraines antagelse lyder ifølge den ukrainske generalstab i stedet på mellem 400.000 og 700.000 grundet Ruslands »katastrofale tab«.

Den fhv. general i den australske hær Mick Ryan vurderer dog i en skriftlig analyse, at der for nuværende er en begrænsning på, hvor store ambitioner Rusland egentlig har - og derfor også hvor mange rekrutter, det er ude efter.

»De har bare brug for at opretholde en brugbar hær på slagmarken og ikke tabe over de næste par år, for at Putins lange gamble kan spilles ud,« skriver Ryan med henvisning til, at han ikke længere tror, at Vladimir Putin har andre ambitioner end at beholde det nuværende besatte territorium - og tror, at det kan opnås ved tålmodighed.