På en symbolsk dag rettede Ukraine et dristigt angreb mod russerne
Ukrainske drone- og missilangreb mod den russisk besatte Krimhalvø er regelmæssige, men torsdag gjorde også ukrainske specialstyrker angiveligt landgang på øen i et hidtil uset angreb. Befrielsen af Krim er en topprioritet for Kyiv, men det har lange udsigter.
Optagelserne er grynede, mørke og hopper i både tid og sted.
Først ses en tungt bevæbnet soldat på en motorbåd i ly af natten. Dernæst belyses det gul-blå ukrainske flag af lommelygter, imens soldater fæstner det til facaden af et skur. Da flaget er ophængt, lyder det ukrainske kampråb »heróyam sláva« – på dansk »ære til heltene« – i mørket.
Er optagelserne autentiske, er det givetvis længe siden, det ukrainske flag har vajet på disse kanter. For ifølge det ukrainske forsvarsministerium er de filmet af landets specialstyrker, der natten til torsdag foretog et lynangreb mod Krim-halvøen, der siden 2014 har været besat af Rusland.