Fortsæt til indhold
International

Løkke kom hjem fra Afrika med en løve på maven. Nu vil han gøre udenrigstjenesten til en bidsk tiger

Efter flere årtiers udsultning af Danmarks udenrigstjeneste lægger regeringen i sit finanslovsforslag op til at polstre den massivt økonomisk for bl.a. at kunne åbne nye ambassader. »Verden står og flammer,« lyder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) argument.

I virkeligheden ville Lars Løkke Rasmussen have købt en ”hakuna matata”-T-shirt med hjem fra sin netop overståede rejse til Kenya.

Men i lufthavnen i Kenya blev han overtalt til at droppe Disney-temaet og i stedet købe en kenyansk skjorte med frynser og en løve på maven, da souvenirsælgeren sagde til udenrigsministeren, at han mere mindede ham om en løve.

Og derfor ankom udenrigsministeren til stor selvironi og udbredt morskab for de andre ministre i SVM-regeringen med en løve på maven til regeringsseminaret i Skælskør forleden efter at være kørt direkte dertil fra lufthavnen netop hjemvendt fra Afrika.

Men tag ikke fejl: Lars Løkke Rasmussens rejse til det afrikanske kontinent – hans første – var bortset fra den lille gimmick præget af dyb alvor. Og derudover var rejsen også et slags startskud til lanceringen af en plan om en markant oprustning af Danmarks udenrigstjeneste efter 20 års udsultning af tjenesten.