»Vi er vokset op med strålingsfare. Jeg har selv set, at folk fra Tjernobyl er blevet 90 år og stadig lever«
37 år efter atomulykken i Tjernobyl er risikoen for en ny nuklear katastrofe blevet et brandvarmt emne i Ukraine. Men de, som lever med Europas største atomkraftværk som genbo, har andet at bekymre sig om.
NIKOPOL/MARHANETS
Engang var Nikopol et yndet sted for hvinende børn og afslappede badegæster, når bredden langs Dniprofloden hver sommer blev omdannet til et strandmekka.
»Det er to år siden, det så sådan ud,« konstaterer Mykhailo Mavrodiy og viser på sin mobil en video af en livlig strandbred, mens han eskorterer os rundt.
I dag er stranden fuldstændig forandret – mennesketom og afspærret på grund af minefare. Vandet i floden er nærmest forsvundet, og den lokale yachtklub på promenaden ligger i ruiner.
»Den er blevet ramt fire gange nu,« fortsætter Mykhailo Mavrodiy.
»Morgen, aften, eftermiddag. Det kan man aldrig vide. De beskyder os dag og nat,« resignerer han.
Men det er hverken russernes artilleribeskydning, den affolkede strand, sejlernes smadrede klubhus eller den lave vandstand i Dniprofloden, der har bragt Jyllands-Posten til Nikopol.
Årsagen er silhuetterne, der toner frem af formiddagsdisen kun seks en halv kilometer væk på den anden side af floden i den russisk besatte del Zaporizjzja-regionen. Her ligger Europas største atomkraftværk, som er havnet direkte i skudlinjen under kampene mellem ukrainske og russiske styrker.