Danskejet skib stormet af specialstyrker i Italien: Ubudne gæster gemte sig om bord med knive
Et fragtskib ejet af den danske rederikoncern DFDS opdagede fredag, at der var blinde passagerer ombord og slog alarm. Så skred italienske specialstyrker ind.
Italienske specialstyrker stormede fredag det danskejede fragtskib ”Galata Seaways” ud for Napoli.
Mindst otte kampklædte soldater blev firet ned fra en helikopter med skarpladte våben for at komme skibets besætning til undsætning.
Kort forinden havde besætningsmedlemmer på skibet, der befandt sig ud for Italiens kyst på vej fra Tyrkiet mod Frankrig, slået alarm, efter de havde opdaget, at der var ubudne gæster ombord.
I alt 15 personer havde sneget sig med på rejsen og gemt sig på skibet. Ifølge italienske myndigheder var der tale om migranter, som var bevæbnet med knive.
Specialstyrkerne fik dog hurtigt kontrol over situationen og tilfangetog samtlige migranter, uden nogen kom til skade, oplyser italienske myndigheder til mediet Informazione.
Fragtskibet er ejet af den danske rederikoncern DFDS, men sejler for et tyrkisk datterselskab under tyrkisk flag.
DFDS bekræfter episoden over for Jyllands-Posten og forklarer, at besætningen opdagede migranterne på overvågningskameraer, hvor det var tydeligt, at mindst én af dem bar »en knivlignende genstand«.
»Som det er normal procedure, når der observeres migranter ombord på et skib, kontakter skibet myndighederne, der afgør, hvad der skal ske,« uddyber DFDS’ kommunikationschef, Christina Bruun Madsen, og tilføjer:
»Der har ikke været nogen kontakt eller forsøg på kontakt mellem migranterne og kaptajnen eller andre besætningsmedlemmer.«
Hun oplyser, at der ingen danskere var ombord på skibet.
Først blev det i italienske medier rapporteret, at migranterne havde forsøgt at tage besætningsmedlemmerne som gidsler. Det afviser DFDS.
To flådehelikoptere samt kystvagt- og politiibåde var involveret i operationen, oplyser den italienske forsvarsminister, Guido Crosetto, ifølge The Guardian.