Fortsæt til indhold
International

Flygiganter frikendes for manddrab 14 år efter katastrofe

En domstol i Paris kunne ikke placere ansvar på Air France og Airbus for 228 døde i flytragedie.

PARIS

Pårørende reagerede med skuffelse, enkelte med tårer, da en domstol i Paris 14 år efter tragedien mandag satte punktum for en sag mod flygiganterne Airbus og Air France.

Den 1. juni 2009 styrtede AF447 fra Rio til Paris i Atlanterhavet i den største flykatastrofe i fransk historie med 228 døde. Airbus A330-200-flyet med en besætning på 12 og 216 passagerer, heriblandt danskeren Christiane Zeuthen, forulykkede i en kraftig storm. Det førte til overisning af flyets såkaldte pitotrør, som bruges til at måle flyenes hastighed.