Blinken advarer Kina om at ny ballonhændelse aldrig må ske igen
USA's udenrigsminister har haft møde med kinesisk topdiplomat efter politisk postyr om nedskudt luftballon.
USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har lørdag mødtes med den kinesiske topdiplomat Wang Yi.
Mødet fandt sted i den tyske by München, hvor der afholdes sikkerhedskonference med deltagelse af stats- og regeringschefer samt ministre fra store dele af verden.
Det oplyser en talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters og AFP.
Wang Yi leder udenrigsafdelingen i det kinesiske kommunistpartis styrende politbureau.
Mødet mellem Blinken og Yi er holdt, efter at en kinesisk luftballon blev skudt ned af det amerikanske luftvåben ud for USA’s østkyst den 4. februar.
Under lørdagens møde har Antony Blinken advaret Wang Yi om, at en sådan hændelse ”aldrig må ske igen”, fortæller talspersonen ifølge AFP.
Udenrigsministeren har også givet et interview til NBC News.
Her siger han, at Wang Yi ikke undskyldte for ballonhændelsen under mødet.
Derudover, siger han, overreagerede USA heller ikke ved at nedskyde luftballonen.
Den kinesiske ballon har skabt politisk postyr. Sagen fik blandt andet Antony Blinken til at aflyse et planlagt besøg i Kina.
Ifølge USA blev den kinesiske ballon brugt til spionage, og den blev set over tophemmelige atomvåbenområder, før den blev skudt ned.
Kina fastholder, at det var en vejrballon.
Under mødet lørdag sagde Yi til Blinken, at USA’s reaktion på luftballonen har skadet forholdet mellem de to lande. Det rapporter det statslige nyhedsbureau Xinhua ifølge AFP.
Han opfordrede angiveligt også USA til at ændre kurs.
Wang Yi kritiserede tidligere lørdag USA og beskyldte landet for at overtræde internationale normer med ”hysterisk” adfærd ved at nedskyde ballonen.
- Der er så mange balloner over hele verden, og forskellige lande har dem, så vil USA skyde dem alle ned?, sagde han.
USA’s præsident, Joe Biden, sagde torsdag, at han ville tage sagen om med Kinas præsident, Xi Jinping.
Fredag oplyste USA’s Nordlige Kommando, at indsatsen med at lede efter rester af den formodede spionballon var afsluttet.
Det amerikanske militær har meddelt, at det mener, at det har indsamlet alle sensorer og elektroniske dele fra ballonen og store dele af dens ydre.
/ritzau/