Fortsæt til indhold
International

Stilhed på USA og Kinas kriselinje har skabt bekymring

USA og Kina har en kriselinje, der skal bruges til at mindske spændinger. For en uge siden tog Kina ikke telefonen.

/ritzau/

Kun timer efter at et amerikansk jagerfly for en uge siden skød en kinesisk luftballon ned over USA, forsøgte USA’s forsvarsminister at ringe til sit kinesiske modstykke på en særlig kriselinje.

Men opkaldet, der skulle bidrage til at mindske spændingerne mellem de to lande, forblev ubesvaret.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge nyhedsbureauet AP.

Den helt nye episode fra fredag aften, hvor USA’s luftvåben skød et ukendt objekt på størrelse med en bil ned er ikke blevet forbundet til den kinesiske ballon fra i lørdags, og der har ikke været orientering om et forsøg på at bruge kriselinjen denne gang.

Det var lørdag eftermiddag lokal tid for lidt under en uge siden, at et jagerfly skød en kinesisk ballon ned over Atlanterhavet ud for det sydøstlige USA.

Forinden havde den i flere dage svævet over USA, og diskussionen om det fremmede objekt i USA’s luftrum var stor.

Det er USA’s opfattelse, at ballonen var sendt af Kina for at spionere. Det har Kina afvist.

Da opkaldet kom fra forsvarsminister Lloyd Austin efter nedskydningen, mente Kina ikke, at det var den rette tid til at tale.

- Den uansvarlige og meget fejlagtige tilgang fra USA til dette skabte ikke den rette stemning til dialog og udveksling mellem de to hære, lyder det fra Kinas forsvarsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- USA insisterede på at anvende magt til at angribe luftskibet, hvilket var en alvorlig krænkelse af international praksis og danner en dårlig præcedens.

- Kina forbeholder sig retten til at anvende de nødvendige midler til at håndtere lignende situationer.

Ely Ratner, der er USA’s viceforsvarsminister med ansvar for Stillehavsområdet, blev torsdag spurgt om problemerne med krisekommunikation mellem de to landes militær.

- Det er virkelig farligt, sagde han ifølge AP, efter at den demokratiske senator Jeff Merkley spurgte om Kinas afslag på USA’s henvendelse.

Det ukendt objekt, som USA skød ned fredag, fløj rundt nær delstaten Alaska. Hvad objektet består af, og hvorfra det kom, er på nuværende tidspunkt ikke klart.