Løkke: Danmark og Tyskland skal stå sammen mod Rusland
Danmarks nyudnævnte udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), mødtes torsdag med sin tyske kollega i Berlin.
Danmark og Tyskland er sammen med andre europæiske lande nødt til at stå sammen i kampen mod Rusland, som i februar invaderede Ukraine.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) torsdag på et pressemøde i Berlin, hvor han har mødtes med Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, og landets europa- og klimaminister, Anna Lührmann.
- Vi ser helt ens på tingene og deler en fast tro på, at vi europæere, danskere og tyskere og andre, må leve op til vores ansvar, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han er torsdag på sin første udlandsrejse, efter at han i sidste uge blev udenrigsminister i SVM-regeringen.
I Berlin har han først holdt møde med Anna Lührmann og dernæst udenrigsminister Annalena Baerbock, og sidstnævnte deltager også i pressemødet.
Annalena Baerbock og daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) underskrev i august en fælles handlingsplan for det dansk-tyske samarbejde.
Samarbejdet blev særligt forstærket inden for klima og energi samt forsvar og sikkerhed.
- Vi står et historisk godt sted. Danmark og Tyskland deler mange ambitioner.
- Med den nye dansk-tyske handlingsplan er der sat en ambitiøs kurs for et endnu stærkere samarbejde fremover, siger Lars Løkke Rasmussen.
Handlingsplanen kom også med baggrund i den russiske invasion af Ukraine samt energikrisen og klimaforandringerne.
- Det er alt sammen områder, der er blevet endnu mere relevante med Ruslands krig i Ukraine, siger Lars Løkke Rasmussen.
Europa arbejder i øjeblikket på at gøre sig uafhængig af russisk gas og finde andre og mere grønne løsninger.
Her får Danmark roser med på vejen fra Annalena Baerbock.
- Danmark er faktisk omdrejningspunktet for energiomstillingen i hele Europa, siger hun på pressemødet.