- For abonnenter
Professoren i skyttegraven
Han fører ikke blot krig mod fjenden fra frontlinjen helt tæt på den russiske grænse. Som universitetsprofessor bekæmper Fedir Shandor også russerne på sin egen måde, når han flere gange om ugen insisterer på at undervise sine studerende direkte fra skyttegraven.
KHARKIV-REGIONEN, ved den russiske grænse
Når klokken digitalt ringer ind til time på Google Meet, sidder Fedir Shandors studerende klar til undervisning. Bag deres skærme rundt omkring i Ukraine, som de lærte at gøre under coronapandemien. På den måde har intet egentligt forandret sig, når der hver tirsdag og fredag står sociologi, filosofi eller turisme på skemaet.
Men for den 47-årige professor har alt dog ændret sig, siden han på førstedagen af præsident Vladimir Putins invasionskrig den 24. februar frivilligt meldte sig til tjeneste i den ukrainske hær. Det er derfor, at han lige siden troligt, flere gange om ugen, holder fri fra sit aktuelle job i skyttegraven ved frontlinjen. For når han skifter sin Kalashnikov ud med sin mobil og en internetopkobling og bytter krigsstrategi med bogligt pensum, lægger han i nogle timer titlen som soldat fra 68. bataljon under 101. brigade fra sig. Fra selv samme skyttegrav bliver han nu professor Shandor og leder af sociologifakultetet ved Uzhhorods Nationale Universitet i stedet.